Liberale tanker og stegt flæsk med blokade. Det ser ud til at blive menuen, når Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, på fredag byder velkommen til anden dag af partiets sommergruppemøde.

LA skyder nemlig den politiske sæson i gang på Restaurant Vejlegården, som har været under blokade af fagforbundet 3F siden marts på grund af en nytegnet overenskomst med Krifa.

Det skriver Jyllands-Posten onsdag.

- Vi flytter andendagen af mødet ind på Vejlegården for at udtrykke vores sympati med Vejlegården og for at vise vores afsky over for 3Fs metoder, siger politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll til Jyllands-Posten.

Ammitzbøll beskriver retten til frit valg af fagforening som noget meget principielt for Liberal Alliance.

Formand for 3F Vejle, Martin Jensen, mener dog ikke, at Simon Emil Ammitzbøll eller resten af LA har forstået noget som helst af konflikten.

- Liberal Alliance går åbenbart ind for at underminere danske lønninger og arbejdsforhold, fordi Anders Samuelsen og kuglestøderen har behov for at komme i medierne. Så bruger de en lokal konflikt til at profilere sig selv. Men de burde koncentrere sig om Christiansborg og ikke blande sig i en sag mellem arbejdsgivere- og tagere, siger han til Jyllands-Posten.

Tidligere har Saxo Bank holdt et arrangement for 250 mennesker på Vejlegården, som mere og mere begynder at ligne det politisk bevidste spisested for det blå Danmark.

Liberal Alliances sommergruppemøde begynder torsdag den 2. august i DIs konferencecenter Gl. Vindinge i Nyborg. Den 3. august rykker mødet så til Vejlegården, hvor der holdes pressemøde.