Nu skal retssystemet afgøre, om Poul Erik Skov Christensen overtrådte loven, da han nævnte Saxo Bank i forbindelse med det hackerangreb, der lagde 3Fs hjemmeside ned
En stævning lander snart på 3F-formand Poul Erik Skov Christensens skrivebord.
- Han har ikke trukket udtalelserne tilbage, og det betyder, at der bliver anlagt en sag, siger Saxo Banks advokat, John Korsø Jensen.
Det er udtalelser til pressen, der får Saxo Bank til at anlægge en injuriesag mod Poul Erik Skov Christensen. Banken mener, at 3F-formanden har antydet, at Saxo Bank var involveret i det hackerangreb, som 3Fs hjemmeside blev udsat for i forbindelse med den verserende konflikt mellem fagforbundet 3F og den blokaderamte Restaurant Vejlegården.
- Vi er i øjeblikket ved at udarbejde en stævning. Den fremsendes til hans advokat med meddelelse om, at hvis han (Poul Erik Skov Christensen, red.) ikke trækker sine udtalelser tilbage, så bliver stævningen indleveret til retten, siger John Korsø Jensen.
3F-formanden er tavs i forhold til udsigten til en retssag:
- Poul Erik Skov Christensen ønsker ikke at kommentere et eventuelt sagsanlæg, før han har modtaget noget på skrift, skriver 3F i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.
Det er blandt andet følgende udtalelse, Poul Erik Skov Christensen kom med i dagbladet Politiken sidste mandag, som Saxo Bank kræver trukket tilbage:
- Og hvem er det lige, der betaler de der hackere for at lave de angreb? Det er jo ikke noget, man bare sætter sig til at gøre. Nogen finansierer det her. Jeg beskylder dem ikke for noget, men jeg konstaterer bare, at Saxo Bank allerede har skudt penge i det her, sagde han.
- Det er groft uden noget som helst grundlag at antyde, at banken skulle have finansieret et hackerangreb på 3F. Det er forholdsvis enkelt at dokumentere, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre, sagde John Korsø Jensen ved den lejlighed.
3F-formanden mener ikke, han har beskyldt Saxo Bank for noget som helst:
- Jeg ville have trukket mine udtalelser tilbage, hvis jeg beskyldte Saxo Bank for noget. Men det har jeg ikke, så derfor har jeg ikke nogen grund til at trække mine udtalelser tilbage, svarede han i sidste uge.
Udtalelserne fik Saxo Bank til at skrive til Poul Erik Skov Christensen med krav om, at han trak ordene tilbage. Det kommer ikke til at ske, har han nu skrevet retur.
Det er ikke kun striden mellem Saxo Bank og 3F-formanden, der fortsætter. Konflikten mellem fagforbundet 3F og Restaurant Vejlegården bliver mere og mere uforsonlig.
Hos 3F i Vejle mener man, at striden er skyld i, at fagforbundets lokaler i Vejle har været udsat for hærværk. Mellem mandag aften og tirsdag morgen blev et par ruder knust med sten, og på facaden er der hængt et klistermærke op med en opfordring til at droppe 3F.
- Med klistermærket bliver der i hvert fald sendt et politisk signal, og vi har ikke bemærket noget klistermærke, inden vi opdagede hærværket, siger Martin Jensen, formand for 3F i Vejle, til Vejle Amts Folkeblad.