62 menes dræbt, mens 175 personer er blevet sårede i terrorangrebet i Nairobi

Store sorte røgskyer steg mandag ved middagstid op fra Nairobis fashionable Westgate-indkøbscenter, hvor et ukendt antal medlemmer af den somaliske islamistiske milits og terrorbevægelse al-Shabaab på fjerde døgn holder gidsler fanget på en af shoppingcentrets etager.

Terroristerne har angiveligt over telefonen truet med at dræbe de gidsler, der stadig bliver holder fanget, hvis sikkerhedsstyrkerne gik til angreb.

Samtidig lød der tidligere mandag skudsalver og eksplosioner fra centret, da kenyanske sikkerhedsstyrker indledte det endelige opgør med gidseltagerne.

- Vi har taget kontrol over alle etager. Vi kommer ikke for at forsyne dem med brød (pastries, red.), men for at lukke ned for dem og straffe dem.

Læs også: Gravid radiovært dræbt i Kenya

Inden aktionen blev flere ambulancer kørt i stilling ved centret, der var fuldstændig omringet af sikkerhedsstyrker, fortæller AFP. Reuters har noteret sig tre kraftige eksplosioner fra det indre af indkøbscentret, hvorefter tyk sort røg steg op fra  bygningen.

Dødstallet er mandag foreløbig opgjort til 69, men ifølge BBC er der fundet yderligere 10 lig i centret. Røde Kors i Kenya oplyser, at 62 officielt er meldt savnet. Tidligere oplyste organisationen, at der var tale om 69 døde, men flere af de dræbte var tilsyneladende blevet talt to gange.

Al-Shabaab, der har svoret troskab mod al-Qaeda, har flere gange advaret om, at den ville hævne invasionen, og det er nu sket med terrorangrebet i Westgate, der frekventeres af rige kenyanere og udlændinge udstationeret i landet.

Det er uvist, om terroristerne er kommet direkte fra Somalia.

Den kenyanske hovedstads Eastleigh slumkvarter er hjemsted for en stor somalisk befolkningsgruppe, hvoraf en del har jævnlig forbindelse med al-Shabaab i Somalia, og hvor bevægelsen uden de store problemer kan tænkes at have rekrutteret flere af gerningsmændene bag angrebet.

De kenyanske sikkerhedsstyrker siges at få rådgivende bistand fra israelske eksperter i bekæmpelse af terror, men det menes, at det udelukkende er kenyanske styrker, der i øjeblikket kæmper mod gidseltagerne.