Politiet udsender en usædvanlig appel til borgere om at lade være med at udøve privat efterforskning af en ung kvindes forsvinden i Korsør. Emilie Meng forsvandt efter en bytur 10. juli. Det har skabt misforståelse og bragt de pårørende ud af balance, oplyser politiet.

»Vi henstiller til, at man lader os stå for efterforskningen af den forsvundne Emilie Meng. Det er det, vi er sat i verden for, og vi har både redskaberne og uddannelsen til det,« siger Kim Kliver fra Sydsjælland og Lolland Falsters Politi og fortsætter:

»Vi vil derfor gerne appellere til, at man tænker sig rigtig godt om, inden man begynder at løbe med løse rygter. Det skader såvel efterforskningen som Emilies pårørende. Vi arbejder fortsat intensivt med at finde ud af, hvad der kan være sket den 10. juli. Og vi har stadig flere retninger vi kan bevæge vores efterforskning i.«

Den noget usædvanlige opfordring fra politiet kommer efter, BT torsdag kunne beskrive, at en gruppe personer, som er civile deltagere i eftersøgningen af Emilie Meng, har overvåget et hus, hvor de mente Emilie Meng blev holdt fanget.

Det hus ligger i Korsør, hvor Emilie Meng forsvandt fra, og tilhører den 67-årige pensionist Finn Petersen. Og han er dybt rystet over at være blevet overvåget af personer, som skal tilhøre eftersøgningsgruppen 'Forsvundne Personer, der skulle have benyttet sig af lyd- og videoovervågning.

»Jeg kan godt forstå, at man bliver desperat, når en person, man kender, forsvinder ud i det blå, og der ingen spor er at gå efter. Men det er dybt grænseoverskridende og chokerende, hvis privatpersoner har overvåget min ejendom,« sagde den 67-årige pensionist til BT.

»Nogle må snakke med lederen af denne gruppe af civile, så det ikke fortsætter. Tænk, at jeg ikke længere kan føle mig privat i mit eget hjem - jeg har ikke noget at skjule. Jeg har tænkt mig at snakke med politichefen om det,« uddybede Finn Petersen.

Han understregede, at han ikke er mistænkt i sagen.

Grundlæggeren af 'Forsvundne Personer', Sofie Sønderup, ønsker ikke kommentere på beskyldningerne om overvågning, men understreger, at man videregiver alle informationer til politiet.

»Jeg har ingen kommentarer til dette. Vi overdrager alt, hvad vi finder af informationer til politiet, og politiet gør et rigtig flot stykke arbejde. Som jeg også sagde i går (tirsdag, red.), figurerer der så mange rygter, og det er ærgerligt, at nogle vælger at hoppe med på den vogn, for det gavner ikke nogen. Alt, hvad vi foretager os i gruppen, er familien og politiet orienteret om,« siger hun til BT og fortæller samtidig, at 'Forsvunde Personer' søndag vil fortsætte eftersøgningen af Emilie Meng.

Ritzau