En 67-årig pensioneret mand, som bor i Korsør, er dybt rystet, efter politiet har ransaget hans hus flere gange. Det er sket i jagten på 18-årige Emilie Meng, der er forsvundet på tredje måned.
»Det er virkelig chokerende, og det påvirker også en nervemæssigt, at man bliver vækket klokken fire om natten, fordi der render politifolk rundt på ens grund,« fortæller Finn Petersen til BT.
BT kunne onsdag fortælle, at der muligvis foregik en ulovlig og civil overvågning af et hus i Korsør uden om politiet. Nogle frivillige eftersøgere fra Facebook-gruppen 'Forsvundne Personer' mente nemlig, at Emilie kunne befinde sig i huset ifølge et andet medlem af gruppen Helle Flindtholm.
Nu kan BT så fortælle, at det er 67-årige Finn Petersen, der bor i det omtalte hus, og at den lokale mistanke mod ham har haft alvorlige konsekevser for ham.
Emilie Meng forsvandt 10. juli ved Korsør Station, hvor hun skiltes fra sine veninder efter en bytur. Siden har både politi og frivillige ledt overalt efter den 18-årige pige. Men hun er forsvundet sporløst.
Nu har den 67-årige pensionist så fået sit hus ransaget fire gange af politiet, fordi nogle - ifølge Finn Petersen - har anmeldt, at der skulle være foregået 'underlige ting' inde på hans ejendom.
»Sidst de var her var for fire dage siden. De mødte op fire mand og spurgte mig om alverdens ting og gik rundt med varmefølere i mit hus for at se, om der skulle være skjulte rum, hvor der skulle være noget levende i. De har åbnet skabe og skuffer, og mit hus er blevet gennemsøgt på kryds og på tværs,« fortæller han.
Finn Petersen er også flere gange blevet afhørt om Emilies forsvinden.
»Første gang kom de klokken ti om aftenen for fjorten dage siden. Så kom der nogle overordnede, som gerne ville snakke med mig, og den sidste gang kom der fire mand,« fortæller han.
Politiet bekræfter over for BT, at man har været ude ved Finn Petersens hus og tjekke oplysninger, da man tager alle henvendelser om Emilie Meng meget alvorligt. De fortæller samtidig, at man ikke har fundet nogen spor efter hende, og at han derfor ikke er mistænkt i sagen. Derudover vil politiet ikke kommentere yderligere af hensyn til efterforskningen.
»Det er jo fair nok, at de har gennemsøgt mit hus, når de har fået en henvendelse. Men mistanken er løbet ud i sandet, og det har jeg fået politiets ord for,« siger Finn Petersen.
Han finder det dybt ubehageligt, at hans hus muligvis har været overvåget illegalt, og da BT oplyser ham om netop det, kommer det helt bag på ham. Ifølge frivillig i eftersøgningen Helle Flindtholm er det angiveligt blev aflyttet ulovligt af civile.
»Jeg finder pludselig ud af, at man siden august måned har overvåget personer på en adresse i Korsør, fordi naboen mente, at en kvindestemme råbte efter sin mor og på hjælp, mens der er blevet hørt banke- og sparkelyde,« sagde hun til BT.
Overvågning er ifølge Helle Flindtholm foregået af lokale i kvarteret, hvor Finn Petersen bor.
Hun forklarer samtidig, at medlemmer fra 'Forsvundne Personer' på skift har overvåget adressen på afstand med henblik på at følge efter adressens beboere, når de kørte til og fra stedet.
Det hele skulle ifølge en mailkorrespondance mellem Helle Flindtholm og Sydsjællands og Lolland-Falsters, Politi, som BT er i besiddelse af, være foregået uden politiets deltagelse.
Det er sandsynligvis på grund af disse påstande, at politiet har gennemsøgt Finn Petersens hus. Helle Flindtholm og mindst en anden, som BT har været i kontakt med, har henvendt sig til politiet, fordi de blev bekendt med, at der muligvis foregik ulovlig overvågning af Finn Petersens hus.
»Da jeg finder ud af det, får jeg det så dårligt, fordi det stritter imod min moral og etik. Det er jo selvtægt,« siger hun.
Politiet bekræfter over for BT, at man har fået en henvendelse om ulovlig overvågning, men man har ikke fundet nogen beviser på, at denne overvågning skulle være foregået.
Nu sidder Finn Petersen tilbage og er i chok over, at hans hus muligvis er eller har været overvåget.
»Jeg kan godt forstå, at man bliver desperat, når en person, man kender, forsvinder ud i det blå, og der ingen spor er at gå efter. Men det er dybt grænseoverskridende og chokerende, hvis privatpersoner har overvåget min ejendom,« siger den 67-årige pensionist.
Han vil nu kontakte politiet med oplysningerne
»Nogle må snakke med lederen af denne gruppe af civilie, så det ikke fortsætter. Tænk, at jeg ikke længere kan føle mig privat i mit eget hjem - jeg har ikke noget at skjule. Jeg har tænkt mig at snakke med politichefen om det,« slutter Finn Petersen.
Han understreger, at han ikke er mistænkt i sagen.
Grundlæggeren af 'Forsvundne Personer', Sofie Sønderup, ønsker ikke kommentere på beskyldningerne om overvågning, men understreger, at man videregiver alle informationer til politiet.
»Jeg har ingen kommentarer til dette. Vi overdrager alt, hvad vi finder af informationer til politiet, og politiet gør et rigtig flot stykke arbejde. Som jeg også sagde i går (tirsdag, red.), figurerer der så mange rygter, og det er ærgerligt, at nogle vælger at hoppe med på den vogn, for det gavner ikke nogen. Alt, hvad vi foretager os i gruppen, er familien og politiet orienteret om,« siger hun til BT og fortæller samtidig, at 'Forsvunde Personer' søndag vil fortsætte eftersøgningen af Emilie Meng.