Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, er midt i chokket over det blodige skyderi i København, imponeret over de tilstedeværende politifolks reaktion:
»Jeg er som alle andre rystet over, at sådan et skyderi finder sted, men jeg er desværre ikke overrasket, når vi ser, hvad der i den senere tid ellers er sket i Frankrig og andre steder i Europa.«
»Det er dybt, dybt tragisk, at et menneske er blevet dræbt, men hvis jeg må glæde mig over noget midt i alvoren, er det trods alt, at mine tre sårede kolleger ikke er i livsfare. Og samtidig er jeg dybt imponeret over, hvor superprofessionelt de har reageret. På en brøkdel af et sekund har de tilsyneladende nået at skyde tilbage, og det kunne for mig godt lyde som om, at de har forhindret, at der kom flere ofre,« tilføjer Claus Oxfeldt.
