Der gik ikke mange sekunder efter Caroline Wozniacki havde tabt sidste duel i French Open-kvartfinalen mod Jelena Ostapenko før hendes far og coach, Piotr Wozniacki, havde forladt Court Suzanne Lenglen, hvor kampen blev spillet.
»Jeg har ingen kommentarer i øjeblikket. Jeg skal lige tænke kampen igennem før jeg siger noget,« sagde Piotr Wozniacki til BT's udsendte tennisreporter og hastede væk fra Roland Garros-anlægget.
Caroline Wozniackis tyske hittingpartner Sascha Bajin var heller ikke videre snakkesalig.
»Selvfølgelig er vi alle i teamet skuffede. Men yderligere kommentarer har jeg ikke,« sagde han.
Til gengæld så Caroline Wozniackis bror, Patrik, ingen problemer i at udtale sig.
»Det er et drønærgerligt nederlag. Men man må ikke tage noget fra Ostapenko. Hun spillede godt, tog sine chancer og fik skudt et hav af missiler afsted. Dem havde Caroline desværre ingen modsvar mod,« sagde Patrik Wozniacki og tilføjede:
»Jeg synes ikke man kan sige, at Caroline spillede dårligt. Den anden var bare bedre. Sådan er det nogle gange. Det må man acceptere.«
Patrik Wozniacki vurderer, at Jelena Ostapenko har gode chancer for at spille sig videre til finalen.
»Spiller hun på samme høje niveau som tilfældet var mod Caroline giver hun Timea Bacsinszky problemer i semifinalen,« sagde Patrik Wozniacki.