Da tredje afsnit af DR-eksperimentet 'Gift ved første blik' tirsdag aften rullede over skærmen, var man som seer med på parrenes bryllupsrejse. Bare 10 timer efter, de var blevet viet.

- Akavet. Genert. Blufærdigt. Men jeg har intet fortrudt, siger Pia om det øjeblik, hvor hun sagde ja til Frank på rådhuset.

Som Pia selv beskriver det, opstod der ikke den samhørighed, som hun havde håbet på, og tingene begynder for alvor at spidse til på bryllupsrejsen. I programmet tager parret kurs mod Nice i Sydfrankrig. De udtrykker begge en uro og utryghed ved, at de skal rejse og bo på samme hotelværelse. Det skyldes særligt ét øjeblik efter brylluppet, hvor Frank fortæller Pia, at hun har en både blød og lidt hård side. Og det er efter blot en times bekendtskab.

- Jeg bliver enormt genert - det må være min kvindelige blufærdighed. Jeg føler mig 'klædt af', fordi jeg får stereotypiske etiketter på mig. Det gør mig ked af det, siger Pia.

Se også: Frank fra 'Gift ved første blik': Jeg var nok for frembrusende

Starten på bryllupsrejsen tager allerede en drejning, da det nygifte par beslutter at sove på hver sit hotelværelse i stedet for det fælles, som var planen. Mens Frank pakker sine ting sammen på det fælles værelse, tilføjer Pia dog, at det ikke er en ubetinget lettelse, at de ikke skal bo sammen på deres bryllupsrejse:

- Vi har 'committed' os til fem uger, og hvis vi ikke kan finde ud af at tale sammen, har vi et problem. Om vi bliver forelskede eller ej, har vi en forpligtelse. Og hvis man er på vej i den forkerte retning og vælger at flygte - hvordan skal vi så få talt sammen? Jeg føler ikke nødvendigvis, at det var løsningen, siger Pia, som til daglig er manager i et lingeriefirma.

Samtidig med at man følger de tre andre par i deres færd med at agere lykkeligt nygifte på sightseeing og i romantiske hyggestunder, centrerer Pias og Franks historie sig om deres konflikt.

De aftaler en aften at spise middag sammen, men her eskalerer situationen mellem Pia og Frank. Da de begynder at tale om deres kemi, og hvad der ikke fungerer, går det helt galt. De vælger derfor at stoppe de rullende kameraer.

- Jeg har ikke den samme oplevelse (af situationen, red.) som Frank, men jeg kan sige, at vi i forhold til etiketter og intimitet er forskellige. Jeg har brug for at lære ham at kende, mærke en nysgerrighed omkring min person og plads til at rumme hinanden. Der er vi ufatteligt forskellige, fortæller Pia.

Fjerde afsnit i serien bliver sendt tirsdag på DR1.