Pernille Blume kysser - men kun med vinden, og kun på en video. De ægte kys er reserveret til kæresten, den tidligere verdensmester og OL-sølvvinder i enerkajak, René Holten Poulsen.
Men de kys, Pernille Blume giver, er på Facebook, og de er for en rigtig god sag. Du kan se videoen herunder.
»Jeg kysser sclerose farvel – det kan du også gøre!,« skriver Pernille Blume, imens hun sender et kys afsted i vinden.
»Post en lille film af dig selv, hvor du sender et kys og tagger minimum 3 af dine venner, som skal gøre det samme. Hvis de ikke gør det, skylder de dig en middag Husk også at sende et kys via sms. Send KYS30 til 1231 – så støtter du med 30 kr,« skriver Pernille Blume, der foruden at være olympisk mester i 50 m fri er ambassadør for Scleroseforeningen.
Formålet er at stille skarpt på den stærkt invaliderende sygdom.
»Som offentlig person mener jeg, at man er forpligtet til at stille op til velgørenhed og tale den gode sag. Derfor har jeg valgt at stille op som ambassadør for Scleroseforeningen og kampagnen Kys Sclerose Farvel. Det gør jeg i håb om, at jeg gennem min ambassadørrolle kan være med til at skabe mere opmærksomhed omkring sclerose og samle midler ind til forskning i sygdommen,« sagde Pernille Blume, da hun blev udnævnt til ambassadør - iøvrigt sammen med landsholdsspilleren i fodbold, Thomas Delaney, der tidligere spillede for FCK, men som nu tørner ud for Werder Bremen i den tyske Bundesliga.