I disse dage florerer teorierne om, hvorfor en GermanWings Airbus A320 med 150 mennesker ombord styrtede ned i de franske alper tirsdag formiddag.
Den mest sandsynlige forklaring er ifølge eksperter, at der er sket et trykfald i kabinen, og at flyets pilot måske har mistet bevidstheden, inden piloten har nået at få sin iltmaske på.
Læs også:
BT har kigget tilbage på de seneste syv flykatastrofer for at skabe et overblik over de hyppigste årsager til flystyrt.
BT har udelukkende taget udgangspunkt i flystyrt med passagerfly, der har medført store menneskelige tab. Gennemgangen viser, at de seneste syv flystyrt enten skyldes dårlige vejrforhold eller menneskelige fejl, selvom det i flere af tilfældene fortsat er uvist, hvad der har fået flyene til at forulykke.
Læs også:
Se gennemgangen nedenfor.
4. februar 2015:
Et passagerfly fra TransAsia Airways styrtede ned, få minutter efter det var lettet fra Taipei Songshan Lufthavn i Taiwan med retning mod øen Kinmen, der ligger mellem Kina og Taiwan.
På vej ned slingrede flyet mellem bygningerne tæt ved lufthavnen, inden flyet ramte en motorvejsbro og en kørende taxa, før flyet styrtede i Keelung-floden.
43 af de 58 ombordværende, herunder flyets to piloter, omkom under flystyrtet.
Foreløbige undersøgelser af flystyrtet har konkluderet, at flyet styrtede som følge af en menneskelig fejl, idet det menes, at flyets piloter ved en fejl kom til at slukke for en kørende motor i et forsøg på at genstarte flyets anden motor, som var gået i stå umiddelbart efter take-off.
28. december 2014:
En Airbus A320 fra AirAsia Indonesia styrtede ned i den nordlige del af Javahavet på ruten fra Indonesiens næststørste by, Surabuya til Singapore.
155 passager og syv besætningsmedlemmer mistede livet i forbindelse med ulykken.
Flyet forsvandt fra radaren, umiddelbart efter at flyets piloter anmodede trafikkontrollen om at øge flyvehøjden på grund af dårligt vejr. Først to dage efter flystyrtet fandt man vraget og de i alt 162 omkomne.
Det er stadig uvist, hvorfor flyet forulykkede, men Indonesiens Meterologiske Institut, BMKG, har efterfølgende oplyst, at flyet med stor sandsynlighed er fløjet ind i en storm.
10. august 2014:
Et iransk passagerfly fra Sepahan Airlines styrtede ned i et boligområde i det vestlige Teheran, kort tid efter flyet lettede fra Mehrabad Internationale Lufthavn i Irans hovedstad, Teheran. Flyet brød i brand, umiddelbart efter det styrtede.
Ud af flyets 48 ombordværende mistede 39 personer livet i forbindelse med flystyrtet.
Ifølge Irans statsstyrede nyhedsbureau, IRNA, skyldtes ulykken motorproblemer.
24. juli 2014:
Et passagerfly fra Air Algerie med 116 personer ombord styrtede ned i Malis ørken på flyruten fra Burkina Faso til Algeriet.
Omkring 50 minutter efter take-off forsvandt flyet fra radaren, efter at flyets piloter havde anmodet trafikkontrollen om at ændre kurs på grund af dårligt vejr.
Alle 116 ombordværende døde i forbindelse med flystyrtet.
Det er stadig uvist, hvad der præcist fik flyet til at styrte, men dårlige vejrforhold er flere gange blevet nævnt som en mulig forklaring.
23. juli 2014:
Et indenrigsfly fra TransAsia Airways, der var på vej fra Kohsiung Internationale Lufthavn til Penghu Island i Taiwan, styrtede ned i nogle bygninger under landingen, der foregik under vanskelige vejrforhold.
48 af de 58 ombordværende blev dræbt.
Det er endnu uvist, hvad der præcist fik flyet til at styrte, men Taiwans luftfartsmyndigheder undersøger fortsat omstændighederne.
17. juli 2014:
En Boing 777 fra Malaysia Airlines, der var på vej fra Amsterdam i Holland til Kuala Lumpur i Malaysia, blev skudt ned og styrtede ned i Donetsk i det østlige Ukraine.
Samtlige 298 ombordværende mistede livet i forbindelse med flyulykken.
Det er angiveligt pro-russiske separatister, der har skudt passagerflyet ned, men de pro-russiske oprørere afviser dog at have været involveret i nedskydningen. Opklaringsarbejdet er derfor fortsat i gang.
8. marts 2014:
Et Boeing 777- fly fra Malaysia Airlines, der var på vej fra Malaysias hovedstad Kuala Lumpur til Beijing, forsvandt sporløst over det sydlige Indiske Ocean.
Under en time inde i flyvningen forsvandt flyet fra radaren, men observationer fra en malaysisk militær-radar viste dog, at flyet kort efter sin sidste korrespondance med flyvekontrollen tog en skarp drejning mod vest i forhold til den planlagte, nordøstlige rute.
Selvom en af de mest omfattende eftersøgninger i luftfartshistorien blev sat ind, er flyet og årsagen til flystyrtet aldrig blevet fundet.
I slutningen af januar 2015 erklærede Malaysias regering officielt, at flyets forsvinden er en ulykke, og at flyets 239 ombordværende er erklæret døde.
Kilder: Wikipedia, BBC, CNN, BT, Berlingske, DR
