Australske Michael Matthews fra Orica-BikeExchange løb med sejren på 10. etape af Tour de France. Og det faldt på et tørt sted.

Det fortæller de to danskere på holdet, cykelrytter Christopher Juul-Jensen og pressechef Brian Nygaard, til TV2 efter etapen.

Netop 10. etape var skrevet ind i bogen hos det austalske hold som en af dem, hvor de for alvor havde en god chance for at hive en sejr med hjem.

»Det var en ekstrem vigtig sejr for os. Det er præcis sådan en etape, vi kan lave noget på. Vi går efter etapesejrene i det her løb, selvom vi har Adam Yates med fremme i klassementet (nummer 2, red.), og så får vi den i dag,« siger Brian Nygaard efter etapen.

Hele tre ryttere fra Orica-BikeExchange ramte dagens udbrud. Foruden Matthews var Daryl Impey og Luke Durbridge, hvor sidstnævnte skulle trække for de to andre. Alle tre ryttere sad med blandt de syv sidste ryttere, hvor Impey skulle angribe udefra, og Matthews skulle være klar til spurten.

Dermed var holdet dækket ind til alle scenarier, og det gav det ønskede resultat, siger Christopher Juul-Jensen til TV2.

»Durbridge og Impey spiller begge en kæmpe rolle for, at vi kan vinde spurten. Da feltet gav op i at hente dem, sad vi meget spændte nede i feltet og lyttede i øresneglen. Det skal nok fejres med et enkelt glas rødvin, men så heller ikke mere. Vi skal huske, der er to uger tilbage,« siger en synligt glad Juul-Jensen til mediet efter etapen.