Har du oplevet problemer på friskoler? Send et tip til jani@bt.dk.
Som den tredje friskole bliver Iqra Privatskole sat under statens skærpede tilsyn.
I et brev til skolen, som BT har fået aktindsigt i, kræver tilsynet forklaringer på hele 22 forhold, heriblandt skolens forbindelse til den kontroversielle imam Shahid Mehdi.
»Det er en alvorlig sag. Samlet set får vi en generel tvivl om, hvorvidt skolen lever op til lovens krav,« siger Susanne Clausen, vicedirektør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Sagen kommer i kølvandet på afsløringer om fem andre friskoler. Senest kunne BT torsdag afsløre, at Al Salam Skolen i Odense får tilbageholdt sit statslige tilskud, bl.a. på grund af kaos i økonomien, trykkede elever og fordi tilsynet er i tvivl om, hvorvidt skolelederen behersker dansk.
Shahid Mehdi blev landskendt, da han i 2004 gav udtryk for, at kvinder selv er skyld i at blive voldtaget, hvis de ikke bærer tørklæde.
Han var ifølge Berlingske ansat som viceleder på Iqra Privatskole indtil maj 2017, men han blev afskediget, efter avisen afslørede, at han i marts fik en dom for blotteri, og at han stod bag en hjemmeside med islamisk rådgivning.
»Vi ser det som en bekymring, at Shahid Mehdi, som igennem en årrække har været en af lederne på skole, samtidig står for en rådgivning på en hjemmeside, hvor han fraråder muslimer at være venner med ikke-muslimer, samt at kvinder skal være tildækkede og ikke bør arbejde som kassedamer,« siger Susanne Clausen, vicedirektør i styrelsen.
Nu skal skolen redegøre for, hvordan skolen ikke kunne kende til imamens holdninger. Samtidig skal skolen forklare sin tilknytning til daginstitutionen Børnehuset Jasmine, fordi Shahid Mehdi ifølge institutionens hjemmeside sidder i bestyrelsen.
Styrelsen sætter børnehuset i forbindelse med skolen, fordi begge institutioner optræder sammen i en video på Youtube. Forbindelsen mellem skolen og børnehuset styrkes af, at skolens nuværende viceskoleleder, imamen Khalil Jaffar, også er en del af børnehusets bestyrelse.
Iqra Privatskoles leder Omar Ahmed ønsker ifølge skolens sekretær ikke at udtale sig om sagen.
På listen med 22 punkter, som skolen skal redegøre for, er der også mistanke om snyd med karakterer. Et punkt lyder, at skolen skal indsende dokumentation for samtlige skriftlige prøver i fem fag, efter styrelsen har fået et tip om snyd ved afgangsprøver.
Desuden skal skolen forklare, hvorvidt et medlem af bestyrelsen har tilknytning til den islamistiske organisation Hizb ut Tahrir.
