Det er nu officielt, at KIF Kolding København får glæde af den islandske legende Olafur Stefansson i Champions League-regi i resten af indeværende sæson.
Det har været undervejs i et stykke tid, men nu er aftalen altså endegyldigt på plads, og dermed er den spilintelligente høje back, der er blevet 41 år, med på holdet, når KIF på lørdag møder Zagreb i den første Champions League-ottendedelsfinale.
Og det er til stor glæde for cheftræner Aron Kristjansson.
»Vi er utrolig glade for, at det er faldet på plads, og at Olafur kan trække KIF Kolding København-trøjen over hovedet, når vi spiller mod Zagreb på lørdag,« siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:
»Han har en utrolig rutine og ro i sit spil, hvilket vi formentlig får meget brug for i Zagreb på en vanvittig udebane. Derudover så er der stadig tvivl om Kim Andersson og hans skudkraft, så her kan Olafur også gøre en forskel. Vi er alt i alt utrolig glade for, at det kunne lykkedes,« lyder det fra Aron Kristjansson.
Olafur Stefansson har - trods næsten halvandet år som håndboldpensionist - imponeret til træningerne i KIF, og derfor er det en klar forstærkning ifølge målmand Kasper Hvidt.
»Man kan tydeligt se til træning, at han stadig forstår håndbold, og det tog ikke særlig lang tid før han forstod den måde, som vi gerne vil spille på. Udover at være en super god håndbold spiller, så har han en god ro over sig både på og udenfor banen, det er altid kærkommen,« lyder det fra Kasper Hvidt.
Den islandske bagspiller, der tidligere har spillet i blandt andet Ciudad Real og AG København, er kun spilleberettiget i Champions League, og dermed kommer han ikke i aktion for KIF Kolding København i den danske turnering.