Ellie Makin kiggede tilfældigvis til venstre, og hvor hun hun så den unge mand trække en kalashnikov frem under parasollen. På det splitsekund ændrede hendes dejlige badeferie på det tunesiske resort Port et Kantaoui ved Sousse sig til et mareridt.

»Han stod lige til højre for mig. Jeg rejste mig op og så ved et tilfælde til siden, hvor jeg kunne se pistolen og parasolen, som gik ned. Derefter begyndte han at skyde til højre. Hvis han havde skudt til venstre, ved jeg ikke, hvad der var sket. Vi var virkelig heldige,« siger Ellie Makin til ITV News.

Veninden Debbie Horsfall kunne med det samme høre, at noget var helt galt.

»Vi lå på stranden og solbadede. Pludselig hørte vi geværild, og Ellie råbte 'pistol, løb' igen og igen. Vi rejste os op og løb over til hotellets reception, så hurtigt vi kunne. Der var panik overalt. Alle forsøgte at flygte så snart de opdagede, at der blev åbnet ild,« siger hun.

De oplevede på nærmeste hold det frygtelige terrorangreb, som kostede 38 menneskeliv fredag eftermiddag, da terrorister åbnede ild mod sagesløse turister på stranden ved det fem-stjernede Riu Imperial Marhaba Hotel.

Selvom de to engelske kvinder i første omgang slap fra angrebet med livet i behold, var deres liv stadig i fare. Ellie Makin og Debbie Horsfall løb tilbage til deres hotel, hvor også andre gæster havde samlet sig i foyeren. Men pludselig var de igen i skudlinjen.

»En mand kom ind i hotellet og begyndte at skyde. Alle flygtede. Han var lige under os, så hvis vi var gået ned ad trappen havde vi mødt ham på halvvejen,« siger Ellie Markin.

Igen måtte de flygte for livet.

»Vi kom væk fra hinanden. Jeg løb op af trapperne og gemte mig sammen med nogle andre gæster og deres børn. Vi blev bedt om at gå nd på vores værelse, selvom det lå på stueetagen, hvor der blev skudt, men jeg nægtede at gøre det,« siger Ellie Makin.

Terroristen, som åbnede ild, havde forklædt sig som en af de mange turister på stranden. Han var en tunesisk studerende med en ren straffeattest. Senere fredag blev han dræbt under pågribelsen. Det vides dog endnu ikke, om han handlede alene eller havde en medgerningsmand.

Islamisk Stat har påtaget sig ansvaret for angrebet.

Sideløbende med angrebet i Tunesien blev der også gennemført terrorangreb i Frankrig, Kuwait og Somalia.