Mindst 37 personer er blevet dræbt under et angreb på to hoteller og på stranden i den tunesiske kystby Sousse. Angiveligt er en gerningsmand skudt og dræbt, mens en anden er arresteret.

TUNESIEN: Et angreb på to turisthoteller i Kystbyen Sousse i Tunesien har kostet adskillige mennesker livet, skriver flere internationale medier.

Desuden er flere personer angiveligt også skudt og dræbt midt på stranden i området, og på de sociale medier florerer der i den forbindelse uhyggelige billeder af døde kroppe mellem liggestole og parasoller. Disse billeders ægthed er dog ikke verificeret.

Det tunesiske indenrigsministerium oplyser ifølge Reuters, at mindst 37 er døde og 39 er sårede efter angrebet.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser til TV2, at ingen danskere er blandt de dræbte. Der opholder sig cirka 250 danskere i Sousse.

Sikkerhedskilder oplyser ifølge Reuters, at politiet har skudt og dræbt en formodet gerningsmand, som var bevæbnet med en Kalashnikov-riffel. En anden gerningsmand bag angrebet i Sousse er ifølge flere medier - herunder al-Arabiya, blevet arresteret, da han var ved at tage flugten.

Sousse er et populært rejsemål for turister, og området får årligt besøg af mere end en million turister fra Europa og de omkringliggende nordafrikanske lande.

Det er endnu uvist, om angrebet på turisthotellerne i Tunesien har forbindelse til terrorangrebet i Frankrig, som ramte en fabrik i nærheden af den franske by Lyon fredag formiddag.

Her er en person blevet halshugget og flere er sårede, efter to gerningsmænd angreb fabrikken. De to mænd blev set ankomme til stedet med bannere med arabisk skrift.

Fransk politi har anholdt flere mulige gerningsmænd. Den ene anholdte var i forvejen kendt af det franske efterretningsvæsen, skriver lokalavisen Le Dauphine.

Billedet herunder viser en britisk turist, John Yeoman, der opholder sig i Sousse. Han har barrikaderet sig på sit hotel og blokeret sin dør med en seng i frygt for nye angreb.

»Håber det er nok,« skriver John Yeoman på Twittter.

BNB