Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En 10-årig skoleelev fik tirsdag konstateret meningitis, og forældre til elever på skolen blev hurtigt informeret om den mulige fare. Onsdag blev alarmen dog afblæst, da det viste sig at være meningitis af den ikke smitsomme slags, skriver sn.dk.

Meningitis kan være en farlig størrelse, og så sent som i januar døde to unge mænd på 17 og 18 år af infektionen, der også er kendt som hjernehindebetændelse. Derfor handlede ledelsen på Hillerødsholmskolen, hvor den 10-årige pige går, hurtigt, og informerede straks samtlige forældre på hele skolen. Onsdag middag stod det dog klart, at den 10-årige pige har fået infektionen, som ikke smitter.

Hun er dog fortsat indlagt på Nordsjællands Hospital.

Styrelsen for Patientsikkerhed har været i dialog med skolen omkring, hvordan skolen skulle forholde sig. Men fordi pigens meningitis ikke smitter, kommer der ikke til at ske det helt store, når eleverne vender tilbage efter vinterferien mandag, oplyser viceskoleleder Merete Elleboe til sn.dk.

»Vi beder lærerne på fjerde årgang om at snakke med de tre 4. klasser, om hvad der er sket, og hvordan eleven har det, når eleverne møder ind på mandag,« siger Merete Elleboe.

Der findes to former for meningitis, og dødsfald ved virus forekommer stort set aldrig, mens en bakterieinfektionen kan være dødelig.