Et lille barn i vuggestuealderen er under mistanke for at være smittet med den frygtede meningitis.
Den lille pige, der er tilknyttet vuggestueafdelingen i Børnebakken Øst i Hjerting, er derfor i øjeblikket indlagt til observation. Det fortæller områdeleder fra Hjerting-Esbjerg NV-området, Helle Langaa Andersen, til JydskeVestkysten.
Hun understreger dog, at der indtil videre er tale om en mistanke.
»Det er symptomer, der kan forveksles med influenza, men vi tager det naturligvis meget alvorligt,« siger Helle Langaa Andersen til JydskeVestkysten.
Mistanken om smitten følger i kølvandet på to andre tilfælde af meningitis-smitte i januar, hvor to unge mænd på 17 og 18 år begge døde af sygdommen.
Dengang fortalte enhedschef og overlæge hos Styrelsen for Patientsikkerhed, Anette Lykke Petri, at det er sjældent, man ser to dødsfald på grund af den smitsomme sygdom på så kort tid.
»Det er ikke hyppigt, at to unge mænd dør af smitsom meningitis inden for den samme måned. Men på nuværende tidspunkt kan man ikke tale om en overhyppighed for 2017,« sagde hun til nyhedsbureauet Ritzau.
Forældre til de andre børn i vuggestuen er blevet orienteret om mistanken, ligesom der er blevet ringet til familierne til de børn, der har været sygemeldt mandag, oplyser Helle Langaa Andersen til JydskeVestkysten.
Børnenes forældre opfordres til at være ekstra opmærksomme på symptomer som feber, opkast, hovedpine og nakkesmerter hos børnene og at søge læge, hvis der er mistanke om noget ud over den almindelige influenza.
Områdelederen forventer at få svar på, om der er tale om meningitis hos den lille pige mandag eftermiddag.
