En ændring i et styringssystem i det forsvundne malaysiske fly forstærker mistanken om, at flyet blev omdirigeret med vilje, og at de to piloter muligvis havde noget med det at gøre.
MALAYSIA: Nye oplysninger forstærker endnu engang mistanken til de i forvejen belastede piloter på det forsvundne malaysiske fly, MH370. Flere amerikanske embedsmænd fortæller ifølge The New York Times, at da flyet første gang afveg fra den planlagte rute mod Beijing, skete det ved, at nogen indtastede en syv-otte cifret kode ind på en computer, der er placeret mellem de to piloter.
Koden blev indtastet i flyets styringssystem, hvor man før start normalt har indtastet flyets rute fra punkt til punkt. Det er endnu ikke klart, om det malaysiske flys rute blev ændret før eller efter takeoff, skriver The New York Times.
Ifølge de amerikanske embedsmænd kunne koden, der definerede flyets rute, med al sandsynlighed kun ændres af en person, der i forvejen havde en vis viden om at håndtere et fly og dets systemer. Det faktum forstærker efterforskeres mistanke til, at flyet bevidst blev omdirigeret, og det har ligeledes forstærket fokusset på flyets kaptajn og hans andenpilot.
Tidligere har der været fokus været på de to piloter, fordi de malaysiske myndigheder var af den formodning, at det såkaldte Aircraft Communications Adressing og Reporting System (ACARS) blev manuelt slukket, før man hørte de sidste ord »all right, goodnight« fra andenpiloten over radiosystemet. Den teori trak de malaysiske myndigheder dog tilbage mandag, men de nyeste oplysninger er altså stadig inkriminerende for de to piloter.
Ifølge amerikanske embedsmænd kan man blandt andet konkludere, at koden i flyets styringssystem blev ændret, inden ACARS-systemet blev slukket, fordi styresystemet rapporterede ændringen til ACARS-systemet, som så sendte beskeden ned til jorden. ACARS-systemet holdt op med at fungere på omkring samme tid, hvor man havde den sidste radiokontakt med piloterne.
Efterforskere nærstuderer nu radar-billeder fra det tidspunkt flyet lettede i Kuala Lumpur, fordi de mener, at det vil vise, at flyet, efter det ændrede kurs, fløj igennem flere såkaldte waypoints, der er en form for virtuelle kilometermærker i luftrummet. Hvis flyet fløj efter disse waypoints vil det ifølge efterforskerne bevise, at en erfaren pilot havde kontrol med flyet. Det er nemlig usandsynligt, at en uerfaren pilot ville kunne ramme punkterne uden at bruge en computer, skriver The New York Times.
Efterforskerne mener, at waypointsene blev tilføjet til den planlagte rute. Det gør piloter ellers kun, hvis de får at vide fra landjorden, at de skal ændre kurs for at undgå bestemte vejrforhold eller på grund af stor flytrafik, og i det her tilfælde befandt waypointsene sig langt fra Beijing, hvor flyet skulle lande.
Flyet forsvandt 8. marts med 239 mennesker ombord.