Nye oplysninger i sagen om det forsvundne malaysiske fly forstærker mistanken om, at piloterne havde noget med flyets forsvinden at gøre.

Mistanken om, at de to piloter om bord på det forsvundne malaysiske fly MH 370 har noget med flyets forsvinden at gøre, intensiveres. Det sker, efter den malaysiske minister for trafik og forsvar søndag bekræftede, at en af piloterne sagde ordene »all right, good night« i radioen, efter et centralt signalsystem allerede var blevet slået fra manuelt, skriver AFP. Mandag er det på et pressemøde kommet frem, at ordene blev sagt af flyets co-pilot Fariq Ab Hamid.

Det er det såkaldte Aircraft Communications Addressing and Reporting System (ACARS), som giver besked om flyets tilstand til landjorden, der manuelt blev slået fra, hvorefter de omtalte sidste ord kom fra den ene af de to piloter. Myndighederne vurderer, at piloterne må have vidst, at systemet var slået fra, da de havde den sidste radiokontakt.

Også amerikanske efterretningstjenester fokuserer på de to piloter i deres efterforskning, oplyser en højtstående amerikansk politiker ifølge AFP, ligesom Michael McCaul, formanden for sikkerhedsudvalget i Repræsentanternes Hus, vurderer, at der foregik noget mistænkeligt i cockpittet.

»På baggrund af al den information, jeg har fået fra højtstående personer i sikkerhedstjenester og nationale terrorbekæmpelsescentre, tror jeg, at der foregik noget med piloterne. Jeg synes, alt peger i retning af cockpittet,« siger han til Fox News ifølge AFP.

Efter ACARS-systemet blev slukket, blev også flyets transponder, som videresender radar-informationer om flyets placering, slukket. Kort efter forsvandt flyet fra den civile radar.

Informationerne om, at flyet muligvis blev kapret eller noget lignende, giver håb for de mange hundrede pårørende, om at flyet måske kan befinde sig uskadt et uopdaget sted, men indtil videre har de massive eftersøgninger i både hav og på land, ikke givet spor om, hvor flyet kan befinde sig. Omkring 25 lande deltager i eftersøgningen.

»Vi ser på store landområder over 11 landegrænser, samt i dybe og fjerntliggende oceaner,« siger Hishammuddin Hussein, Malaysias minister for både transport og forsvar, til AFP.

De malaysiske myndigheder understreger, at de undersøger baggrundene på besætningsmedlemmer såvel som passagerer.

Flyet forsvandt 8. marts på en rejse mellem Kuala Lumpur og Beijing og havde 239 mennesker ombord.