Sent tirsdag aften kvalificerede Real Madrid sig til deres 7. Champions League-seminale i træk, da de sendte Bayern München hjem til Tyskland med et 2-4 nederlag efter forlænget spilletid.
Kampen vil dog sandsynligvis blive husket mere for dommerpræstationen. Manden med fløjten i munden, Viktor Kassai, formåede nemlig både at dømme et tyndt straffespark til Bayern München, overse et straffespark til Real Madrid, give Arturo Vidal et meget usikkert gult kort, der førte til et rødt, og værst af alt: overse to offsides ved Cristiano Ronaldos mål til 2-2 og 3-2.
Kendelser blev taget op i TV-studiet efter kampen, mens de sociale medier også kogte over med kommentarer om dommerpræstationen, da spillerne stadig løb rundt på banen. FC Barcelona-spiller Gerard Pique var også en af dem, der ikke kunne dy sig for knytte en 'kommentar':
»...,« skrev Pique i sit noget ordfattige tweet, der blev publiceret kort efter, at Cristiano Ronaldo havde scoret målet til 2-2 i en position, hvor han stod mere end en meter offside.
Umiddelbart kan det være svært at bedømme, hvad Pique mener med sine tre punktummer, men når man kender til spanierens historiske kritik af dommerpræstationer i forbindelse med Real Madrid-kampe, kan der ikke sås tvivl om forsvarsspillerens budskab. Tweetet gik da også lynhurtigt viralt på de sociale medier, og Real Madrid-kaptajn Sergio Ramos blev også spurgt til rivalens stikpille efter kampen. Noget som han efterhånden har taget stilling til mange gange:
«Jeg er træt af at svare på de spørgsmål. Piqué bør spole tilbage og tjekke, hvad der skete i PSG-kampen og så vurdere, om han synes det samme om dommerne i den kamp,« sagde kaptajnen efter kampen.
Det er absolut ikke første gang, at de to landsholds-kollegaer ender ud i en regulær ordkrig. I løbet af sæsonen har Piqué af flere omgange offentligt ytret sin holdning om Real Madrid, og mere eller mindre hver gang er Sergio Ramos også blevet spurgt ind til rivalens ord. Real Madrid-kaptajnen tror dog ikke, at Piqué reelt set har noget imod de madrilenske spillere:
»Der er ting, der kunne have været undgået, og som han ikke burde have sagt, men jeg tror, at Gerry (Piqué, red.), når alt er roligt, har brug for at lave lidt rav i den,« sagde Sergio Ramos i weekenden, da han blev spurgt ind til de gentagende fejder mellem de to spillere.
