Når dommerne får en hovedrolle i kampen, er det sjældent godt. Tirsdag skete det igen, da Real Madrid slog Bayern München ud af Champions League eftere flere kontroversielle kendelser. Derfor skriger flere fodboldeksperter nu efter at få indført Video Assistant Referee - videohjælp til dommerne - i de store turneringer for at undgå fejlkendelser.

I onsdagens BT debat forklarer mangeårig fodboldekspert hos Viasat, Carsten Werge, om hvorfor det skal indføres hurtigst muligt.

Endnu en afgørende fodboldkamp i Champions League blev afgjort af dommerfejl, og nu kalder alle på videoassistance til dommerne. Hvad er problemet?

Der er ingen grund til ikke at have det. Det er helt skørt, at vi gentagne gange ser på tv-skærmen, at der f.eks. er offside ved et mål, men dommerne ikke kan se det på banen grundet svære betingelser. Brug nu de remedier, der nu engang er. Der er allerede en fjerdedommer, så brug ham til at tjekke en gengivelse. Man bruger det i alle andre sportsgrene – undtagen fodbold. Det handler om retfærdighed. Det giver også et ekstra spændingselement, at man kan se, hvad en ’challenge’ ender med.

Det er forsøgt, f.eks. i en venskabskamp mellem Frankrig og Spanien, hvor Frankrig fik annulleret to mål, efter dommeren i et rum tid så videogengivelser. Ødelægger det ikke rytmen i en kamp?

Nej. Det fungerede fint. Der kommer andet, man kan begejstre sig over. Tanken om, at det ødelægger charmen er gammeldags.

Er der for meget snak om dommerne?

Nej, det er sjovt at sidde at snakke om. Det bruger jeg også i mine kommenteringer. Dommeren skal heller ikke beskyttes. De skal kritiseres på lige fod med spillerne.

Men kommer vi ikke til at savne de diskussioner?

Nej, så diskuterer vi flotte mål eller spil på banen i stedet.