Rasende, oprørte og med høj puls stormede Bayern-spillerne Arturo Vidal, Robert Lewandowski og Thiago dommer Viktor Kassais omklædningsrum efter nederlaget til Real Madrid. Det rapporterer et spansk medie.

Grunden til dramaet og den store opstandelse fra Bayerns side skal findes i dommer Kassais præstation i opgøret mod Real Madrid, der endte med at vinde 4-2 efter forlænget spilletid og dermed booke plads i Champions League-semifinalen.

Der var især Arturo Vidals andet gule kort, der kostede ham en udvisning, samt Cristiano Ronaldos to mål i den forlængede spilletid, der så ud til at være offside, der fik sindene i kog. Det er mediet El Chiringuito de Jugones, der beretter om episoden, der skulle have fundet sted cirka 20 minutter efter slutfløjt.

Angiveligt måtte politiet i sidste ende sørge for, at situationen ikke eskalerede yderligere. Mediets reporter José Luis Sanchez overværede optrinnet.

»De kritisererede dommeren og anklagede ham for, at Bayern røg ud,« forklarer han om situationen.

Arturo Vidal, der var én af spillerne, der var med til at kritisere dommer Kassai, gemte heller ikke sin holdning for offentligheden, da han snakkede med pressen efter opgøret.

»Da Madrid fik deres forskrækkelse, begyndte dommeren sit show. Tyveri må ikke ske i Champions League. Man undrer sig. Vi ville gerne gå videre, og det er meget vrede i en kamp med så meget intensitet, der bliver afgjort af dommeren. Han begik mange fejl og skubbede os ud af Champions League,« rasede han ifølge The Guardian.