Lotus/Renault har ingen planer om at hyre en tredjekører foreløbig - rollen som reserve er Kevin Magnussen ellers blevet sat i forbindelse med i de seneste dage.

»Der er tale om spekulationer, og det er ikke noget, vi giver mange tanker i øjeblikket,« siger teamets talsmand Andy Stobbart til BT om forbindelsen til den danske kører, noget BT tidligere torsdag kunne afsløre:

»Det er alt for tidligt at tale om, hvem der skal være vores tredjekører,« siger han i Mexico City, hvor Formel 1-feltet varmer op til weekendens grandprix.

I paddocken på Autodromo Hermanos Rodriguez i Mexico forventes det dog, at reservekørerpladsen hos Lotus/Renault er reserveret til en franskmand. Renault, der planlægger at overtage teamet i løbet af vinteren, er blevet klandret for at satse på Pastor Maldonado (Venezuela) og Jolyon Palmer (Storbritanien) i 2016.

For at imødekomme kritikken vil det nye, franske 'landshold' angiveligt udnævne en fransk reservekører, og her nævnes Esteban Ocon, Pierre Gasly og Jean-Eric Vergne som kandidater.

De tre franskmænd er også kandidater til Renaults line-up i 2017, men ingen seriøse Formel 1-teams vil indgå nye kontrakter for næste-næste sæson foreløbig: En lang række kontrakter udløber efter næste sæson og flere af de ældre kørere ventes at trække sig tilbage.

Derfor vil mange først afvente, hvordan kørermarkedet udvikler sig i løbet af den kommende sæson.

Kevin Magnussen har ikke nogen tilknytning til et Formel 1-team i 2016 efter bruddet med McLaren-Honda. Danskeren skal i midten af november teste for Porsche i det tyske teams Le Mans-vindende racer.