Årets første bjergkrig venter på femte etape af Tour de France, og den bliver kort, men brutal.

Mens tirsdagens Tour-etape endte i et voldsomt og blodigt sprinterdrama - hvor forslåede tempostjerner kastede med hårde beskyldninger mod hinanden, og hvor verdensmesteren blev sparket ud af løbet - havde feltets klassementsstjerner allerede glemt etapen, så snart de havde krydset den hvide målstreg i Vittel.

Deres tanker var allerede 24 timer længere fremme. For nu kommer de nemlig. Bjergene! Tourens første kategori 1-drama venter her til eftermiddag, når feltet rammer frygtede La Planche des Belles Filles - 'bjerget med de smukke bøgetræer'.

Og en gåtur blandt Tour-busserne afslører, at der er meget stor respekt for de 5,8 kilometer, der i snit stiger med 8,5 procent. Der bliver ballade på det bjerg!

»Det kommer uden tvivl til at eksplodere på den sidste stigning,« lød det prompte fra Skys hollandske sportsdirektør, Servais Knaven, da BT stødte ind i ham i startbyen.

»Det er et virkelig vanskeligt bjerg, og hvis du kigger tilbage på de to tidligere gange, at en etape er sluttet der, har det vist sig at være et afgørende sted. Chris vandt i 2012, og Nibali vandt dér for to år siden. Vi kommer til at se de helt store klassementsryttere folde sig ud.«

Ovre ved Quick-Step Floors' holdbus sad stigningen allerede dybt inde i tankerne hos holdets irske klassementshåb, Dan Martin. Han forudså også, at den hidsige finale kommer til at rive feltet i stumper og stykker.

»Det er en kort, men eksplosiv etape, som bliver meget aggressiv og hård. Et udbrud kommer til at gøre det endnu hårdere. Der er bestemt mulighed for, at der opstår huller i klassementet.« »Du kan tabe det hele på etapen, men det afhænger meget af, hvordan du har det på dagen, og hvordan løbet bliver kørt,« udtalte ireren, inden han cyklede af sted for at sætte sin krussedulle på indskrivningslisten.

Da feltets danske bjergged, Jakob Fuglsang (Astana), i går trillede i mål i Vittel, rystede han dog langtfra af skræk med udsigten til dagens strabadser.

Han tror ikke, at de helt store spørgsmål bliver besvaret.

»Det er ikke så lang en stigning, men det bliver godt at komme ud og prøve benene af og få lidt distance i klassementet. Der kan ske små forskydninger i klassementet, men jeg tror mere, det er en stigning, hvor vi kan se, hvem der har benene, og hvem der ikke har,« sagde det danske Tour-håb, der ikke umiddelbart skal ud og spille med lægmusklerne i dag.

»Det er ikke planen, at jeg skal ud at hente tid på Froome. Hvis han er dårligt kørende, er det selvfølgelig en anden sag, men jeg tror, at Sky kommer til at kontrollere det, som de altid gør.«

SÅDAN STÅR DE FØR SLAGET

Inden det for alvor buldrer løs i bjergene her til eftermiddag, vurderer BT herunder, hvordan løbets store klassementsryttere efter de første fire etaper står i forhold til at køre ind i Paris med den gule trøje.

Chris Froome (Team Sky)


Den forsvarende vinder har 35 sekunder til sin nærmeste konkurrent, Richie Porte. Ikke at det er umuligt at hente Froome, men det er solidt at have tid i banken inden bjergene. Sky-holdet har samtidigt vist skræmmende styrke, og med endnu en enkeltstart i løbet ligger det i den grad til Froome, hvis han kan holde sig ude af problemer.

Alberto Contador (Trek-Segafredo)


Måske allerede i dag får vi et festfyrværkeri fra Contador, som banker til den som en heavy metal-trommelager, hvis benene er til det. Der bliver ikke fedtspillet. Men det er en aldrende herre, som vi har med at gøre, og spanierens vinderchancer afhænger af, om han kan sætte et dødsangreb ind og tage afgørende tid. Det er endnu tidligt, men her og nu vil vi se det, før vi tror det.

Geraint Thomas (Team Sky)


Sorry 'G'. Thomas var tiltænkt en Giro d'Italia-sejr, men udgik efter et styrt, og det bliver næppe heller Touren, som han vinder i denne omgang. Han har indtil videre kørt stærkt, men Team Sky satser fortsat på Chris Froome, og det sætter en naturlig dæmper på Thomas' vinderchancer. Kommer Froome i problemer undervejs, derimod, er diskussionen en helt anden.

Richie Porte (BMC Racing Team)


Froomes tidligere løjtnant på Team Sky - australske Porte - er stadig det bedste bud på en rytter, der kan bryde den massive Sky-dominans. Porte er kommet godt igennem den første uge, selvom han nok havde håbet at køre en lidt bedre enkeltstart i Düsseldorf.

Nairo Quintana (Movistar)


Den lille colombianer har egentlig ikke lavet nogen fejl, men alligevel står hans Tour-chancer i dag svagere, end de gjorde for en uge siden. Med Alejandro Valverdes triste har Quintana mistet sin vigtigste hjælper og et vigtigt taktisk kort i bjergene.

Jakob Fuglsang (Astana)

Danmarks Tour-håb indtager fortsat rollen som podie-outsider. Han kørte måske ikke den optimale enkeltstart, men til gengæld viste han stor styrke og overskud, da feltet mandag ramte den stejle finale i Longwy. Han er stadig kun på to, men det er med pil opad.

Fabio Aru (Astana)

Italieneren med det meterbrede smil er manden, der kan spolere Fuglsangs klassementsmuligheder. Aru er kommet flot igennem den første lille uge, og på enkeltstarten var han lidt bedre end forventet. Han står umiddelbart en smule stærkere end sin danske holdkammerat/rival.