Den danske Formel 1-kører, Kevin Magnussen, begynder onsdag den afgørende test i Bahrain.
Kevin Magnussen kommer onsdag og torsdag op til sin korte Formel 1-karrieres hidtil største eksamen.
Efter at have været hurtigst i to Young-Driver test og den første test for de nye 2013-biler bliver det i denne uge alvor.
Mens de nye 2014-biler og -motorer led af utallige ’børnesygdomme’ i Jerez for tre uger siden, er alle langt bedre forberedt til denne uges test i Bahrain. Testdagene i den lille ørkenstat vil derfor give det første fingerpeg om, hvem der vil være i front i Formel 1-VM 2014.
- Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang i Bahrain, siger Kevin Magnussen og fortsætter:
- Jeg skal køre onsdag og torsdag, mens Jenson (Button, red.) kører fredag og lørdag.
Vinterens første test i Bahrain for tre uger siden afslørede, at McLarens motorleverandør, Mercedes, er kommet bedst ind i den nye turbo-æra i Formel 1. De tyske motorer, der udover Mercedes’ eget team også ligger i McLarens, Force Indias og Williams’ biler, var betydeligt mere lovende end de nye motorer fra Ferrari og Renault.
Ferraris nye turbomotor fik en lovende debut i Jerez, men Renault, der har vundet VM med Red Bull og Sebastian Vettel de seneste fire år, havde store problemer.
Samtidig viste Mercedes-motoren sig også som den mest kraftfulde. De fem hurtigste kørere ved topfartsmålingerne i Jerez var drevet af Mercedes-power – Felipe Massa (Williams-Mercedes) var hurtigst med imponerende 307,6 km/t, mens Lewis Hamilton (Mercedes) og Kevin Magnussen (McLaren-Mercedes) delte andenpladsen med 300,8 km/t.
I weekenden markerede store demonstrationer i Bahrain, at det nu er tre år siden, militæret slog hårdt ned på et spirende oprør i Bahrain.
Optøjerne kostede dengang mange civile livet og betød, at Bahrains Grand Prix 2011 måtte aflyses.
Oprøret har ulmet lige siden, og både 2012- og 2013-grandprixet blev afviklet under massive sikkerhedsforanstaltninger.
Ved urolighederne i weekenden blev en politimand dræbt af en bombe tæt på Formel 1-banen i Sakhir, og der er frygt for et nyt terrorangreb på eller omkring Formel 1-banen.
Sikkerhedsforanstaltningerne er ikke så omfattende ved selve grandprix’et, der i år afvikles 6. april, men der er stadig politi og militær stationeret langs motorvejen fra hovedstaden Manama til Sakhir.
Kevin Magnussens McLaren-team er kendt for at passe godt på deres medarbejdere.
Kort efter den første Muhammed-krise i 2006, hvor der var omfatende demonstrationer og trusler mod danske interesser i hele Mellemøsten, beordrede McLaren deres daværende pressechef, danske Ellen Kolby, til at blive hjemme fra Bahrains Grand Prix.