Eksterne eksperter skal undersøge opsigtsvækkende rockerhistorie i Skat

Et eksternt revisionsbureau skal nu undersøge Skats kontrolbesøg hos bilbranchen efter en alvorlig anklage om, at en bilforhandler er blevet truet med rockerlignende typer.

Det kom  frem under et samråd i skatteudvalget, hvor skatteminister Benny Engelbrecht (S), svarede på en række opsigtsvækkende anklager om rockermetoder i Skat efter en række artikler i BT.

Venstre havde indkaldt til samrådet, efter at BT bl. a. har beskrevet, hvordan en bilforhandler blev truet med, at han kunne ’risikere at komme til at tale med dem med tatoveringer’, hvis han ikke ’har gjort tingene rigtigt’.

En trussel, bilforhandleren oplevede i forbindelse med et af Skats kontrolbesøg.

Ministeren kaldte det i går ’uacceptabelt’, hvis den opsigtsvækkende påstand var korrekt, og foruden den planlagte eksterne undersøgelse er der også iværksat en intern undersøgelse af den specifikke sag om rockertrusler, forklarede ministeren.

Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen kritiserede, at det i sidste ende er Skats egen direktion, der skal konkludere på undersøgelserne, eller som han udtrykte det: ’Skat skal kigge lidt på sig selv’.

Bank hårdere i bordet

DFs skatteordfører Dennis Flydtkjær efterlyste, at ministeren greb hårdere ind over for bøllemetoder i Skat efter gentagne dårlige sager i pressen.

- Jeg mangler en minister, der får banket i bordet over for sin organisation, sagde Flydtkjær, der dog glædede sig over, at ’et af Skats brodne kar’ i denne uge ’blev pillet ud af Skats ledelse’.

- Så jeg tror, det er positivt nok at få sådan en mand (tidligere direktør i Skat Indsats, Erling Andersen, red.) væk fra en ledende stilling i Skat.

Benny Engelbrecht siger til BT, at han har fuld tillid til systemet, uanset om det drejer sig om sager, der kan klares inden for den almindelige ledelsesret eller tjenestemandssager. Og han mener, udviklingen peger på, at der har været masser af konsekvens.

- Det er sådan, at vi kan se, at antallet af indsigelsessager (klagesager over Skat, red.) er svagt faldende, og det vidner for mig om, at der er en god fokus på retssikkerheden, siger ministeren, der har store forventninger til den eksterne evaluering.