Skatteminister, Benny Engelbrecht (S), skal onsdag forklare sig i en opsigtsvækkende sag om rockermetoder i Skat.
I et samråd i Folketingets Skatteudvalg skal Benny Engelbrecht forsøge at give en god forklaring på en række grove anklager, som har ramt Skat i forbindelse med kontrolbeøg hos landets bilforhandlere.
Det sker efter, at BT tidligere har skrevet, at bilforhandlere har følt sig udsat for ualmindelig grove metoder, herunder trusler med rockerlignende typer, i forbindelse med, at Skat har været på kontrolbesøg hos landets bilforhandlere som led i kampagnen 'Flytning af avancer'.
Er du på mobilen, så følg samrådet her.
Sagen begyndte, da BT fik indsigt i et internt referat fra et lukket krisemøde i Skat i november sidste år, hvor repræsentanter for Autobranchen Danmark havde mødtes med en række chefer i Skat. Af referatet fremgik det, at en bilforhandler angiveligt skulle have fået at vide, at hvis han ikke godkendte 'Skats løsning' ville han få besøg af 'nogle af dem med rygmærker'.
Desuden fremgik det, at en autoforhandler har oplevet en ansat i Skat sige, at hvis 'vi bliver enige', 'så kommer der ingen ansvarssag' (sag om strafbare forhold, red.), samt hvis den pågældende autoforhandler ikke ' nikker ja' til Skats forslag, så vil Skat ' udvide kontrollen'.
Læs også:
Metoderne ligner til forveksling den kritiserede behandling af erhvervsmanden Jesper 'Kasi' Nielsen. Som BT tidligere har skrevet, gjorde Skat det klart, at hvis han ikke accepterede et millionsmæk, ville Skat forfølge Jesper 'Kasi' Nielsens mor, hans lillesøster og ham selv personligt med skattesager, ekstra skattebetaling og politianmeldelse for skattesvig.
Hos Skat sagde daværende direktør for Skat Indsats, Erling Andersen, som svar på truslerne, at han ikke kunne forestille sig, at ansatte i Skat havde truet med rockere. Men anklagerne om, at Skat benytter rocker-trusler blev efterfølgende konkrete og trak atter tråde til Jesper 'Kasi' Nielsens omstridte skattesag.
Læs også:
Bilforhandler Per Hannesbo fra Løgstør i Nordjylland, stod frem i BT og fortalte, at han i flere dage havde svært ved at sove, efter et kontrolbesøg fra en ansat i Skats i dag nedlagte afdeling for økonomisk kriminalitet, 'Økokrim'.
Det var netop den afdeling, som også behandlede Jesper 'Kasi' Nielsens skattesag, og i øvrigt også en anden omdiskuteret sag mod fotomodellen Camilla Vest.
- Skattekontrolløren satte sig ned på mit kontor stille og roligt, og så sagde han direkte, at 'hvis ikke man har gjort tingene rigtigt, kan man risikere at komme til at tale med dem med tatoveringer'.Jeg må sige, at jeg havde svært ved at sove de næste par nætter, fortalte Per Hannesbo til BT.
BT er nu kommet i besiddelse af et revideret referat fra krisemødet i november sidste år mellem Skat og Autobranchen Danmark. Her er episoden om 'rygmærker' blevet ændret til trusler om 'tatoveringer'. Altså den historie som Per Hannesbo fortalte BT.