Ældre, der lider af demens, glemmer. Selv helt basale behov som at føle sult og tørst kan forsvinde i glemslen.
Sidste år blev 2.476 ældre i Region Hovedstaden indlagt på grund af dehydrering. Det tal skal en ny mobilapp få ned.
Applikationen ’Viden om demens’, er udviklet til sosuassistenter og sygeplejersker, der er i kontakt med ældre mennesker. Men også pårørende kan have gavn af den.
- Mange ægtefæller yder en værdifuld pleje af personer med demens. Med app’en kan de både læse mere om demenssygdommene samt få indblik i, hvordan den daglige pleje kan gribes an. Samarbejdet mellem pårørende og plejepersonale bygger på en fælles forståelse af den demente persons behov, siger Flemming Pless (S), formand for patientudvalget i Region Hovedstaden.
85.000 mennesker lever med en demenssygdom. Heraf lider 45.000 af Alzheimers sygdom. Hvert år konstateres 15.000 nye tilfælde.
App’en indeholder både en tjekliste til hvordan man bedst plejer ældre med demenssygdomme, og holder øje med sygdommens udvikling. Men er også en guide til hvilke tegn, der kan være de første spæde tegn på en begyndende demens.
Pludselig ændret adfærd, som f.eks. uhæmmet appetit eller kæderygning kan være et første tegn på et hjernen er ramt. Det samme kan pludseligt svigtende dømmekraft i pengesager, eller ændringer i synsoplevelsen. Mens tørre læber eller uelastisk hud kan være et tegn på, at den ældre er dehydreret og bør have noget at drikke.
- Demens kan påvirke personens evne til at give udtryk for smerter og ubehag. En sådan kombination kan være farefuld, og kræver personalets fulde opmærksomhed, siger professor Gunhild Waldemar, der er leder af Nationalt Videnscenter for Demens.
Det er Region Hovedstaden, der sammen med Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet har udviklet applikationen, som kan downloades gratis til alle androidtelefoner.
Vil du hente app'en ned til din mobil, skal du gå ind på Googleplay.com. Søg under ’demens’ og download app’en.
