Knap en halv million danskere fulgte med, da endnu et afsnit af TV 2s populære dokumentarserie ’På røven i Nakskov’ rullede ud over danskernes tv-skærme torsdag aften.
Her stod 17-årige Nicolai Andersen frem med sin gribende historie, om hvordan han sidste år var udsat for grov mobning og alvorlige trusler. En gruppe lokale rødder truede ham blandt andet med at ville klippe fingrene af ham.
Læs også:
Selvom Nicolai Andersen var igennem en svær tid sidste år, og til trods for at hverken skole eller politi tilsyneladende greb ind i den voldsomme mobning, lader det dog til, at tingene er ved at vende for den 17-årige lollænder.
Siden sidste program af ’På røven i Nakskov’ blev sendt, har Nicolai Andersen modtaget et væld af beskeder fra danskere, som er blevet berørte af hans fortælling.
»Jeg har fået mange positive kommentarer og beskeder fra folk, der gerne vil mødes med mig. Én har skrevet, at min far og jeg kunne besøge hende på Fyn et par dage, og der er også én, der har sendt mig en gave,« fortæller Nicolai Andersen og uddyber, at vedkommende har overført 500 kroner til hans bankkonto som en gave.
Nye venner
Omkring 30-40 danskerne har taget personlig kontakt til Nicolai Andersen, efter at hans personlige historie blev vist på landsdækkende tv i sidste uge, anslår Nicolai Andersen.
Én af dem er 19-årige Christina-Chili Vallentin Jensen. Hun reagerede, efter hun havde set BT's tv-indslag, hvor Nicolai Andersen taler ud om den grusomme mobning.
»Jeg syntes, det var synd for ham. Man kunne se på ham, at det påvirkede ham, og så frygtede jeg nok lidt, at han følte sig alene,« fortæller 19-årige Christina-Chili Vallentin Jensen, der selv kunne relatere til den voldsomme mobning, som Nicolai Andersen var udsat for.
Christina-Chili Vallentin Jensen fortæller, at hun selv har oplevet at modtage lignende trusler, da hun var yngre, og at hun dengang havde behov for, at nogen rakte hånden ud.
»Tit er det også nemmere at fortælle ting til folk, man måske ikke kender, fordi de ikke kender én på samme måde. Jeg tænkte, det var synd for ham, og at jeg i det mindste var nødt til at tilbyde ham mit venskab,« tilføjer hun.
Christina-Chili Vallentin Jensen skrev til Nicolai Andersen via BTs Facebook-side i torsdags, og siden er de blevet venner på Facebook. Hun har også givet ham sit telefonnummer, så han kan ringe, hvis han får brug for at snakke.
Herunder kan du læse et par af de mange positive kommentarer, Nicolai Andersen har fået via BT's Facebook-side.
Til bt.dk fortæller Nicolai Andersen, at han er overrasket over, at folk fra hele landet har skrevet til ham. Han fortæller også, at flere har tilbudt ham at skrive, hvis han får brug for hjælp, og at flere har spurgt, om han vil mødes. Selvom han ikke har lavet nogle aftaler endnu, vil han dog ikke afvise at mødes med nogle af dem, der har sendt ham søde beskeder.
»Jeg er overrasket over, at der er så mange, der har skrevet. Jeg synes også, det er godt, at folk har set, hvordan jeg har haft det, for det er værre, end folk tror. Jeg er glad for, at folk bakker mig op,« slutter han.
17-årige Nicolai Andersen er blevet kendt af mange danskere, efter at han har medvirket i TV 2-programmet ’På røven i Nakskov’. Her bor han sammen med sin far, den 54-årige, førtidspensionerede fisker Ib Andersen, i et hus, som kommunen har erklæret uegnet til menneskebolig, første gang seerne møder dem i programmet.
SE OGSÅ: Det så du ikke i Nakskov-dokumentaren: Nicolai taler ud om sit livs mareridt