Først blev hans knallert stjålet og udsat for hærværk, og derefter blev han truet med vold og legemsbeskadigelse.
Sådan må 17-årige Nicolai Andersen kendt fra TV 2-dokumentarserien ’På røven i Nakskov’ huske tilbage på sin folkeskoletid i Nakskov.
For selvom Nicolai Andersen blev færdig med sin 9. klasses afgangseksamen i sommer, står perioden ikke som et særlig positivt mindesmærke i den unge mands liv.
I aftenens udsendelse af ’På røven i Nakskov’ står Nicolai Andersen frem med sin gribende historie, om hvordan han gennem det sidste år af sin skoletid blev udsat for grov mobning og alvorlige trusler.
Nicolai Andersen er blevet kendt af mange danskere, efter at han sammen med sin far, den 54-årige og førtidspensionerede fisker Ib Lybæk Andersen, har medvirket i TV 2’s nye dokumentarserie ’På røven i Nakskov’, hvor de bor i et sundhedsskadeligt hus, som kommunen har erklæret uegnet til menneskebolig, første gang seerne møder dem i programserien.
Da Nicolai Andersen gik i 9. klasse sidste år, oplevede han, hvad det vil sige at være udsat for mobning.
I løbet af skoleåret blev hans knallert stjålet, og da politiet fandt den igen, var den totalskadet. Siden tog mobningen til og udviklede sig også til grove trusler om vold og legemsbeskadigelse. Trusler, som Nicolai Andersen fik tilsendt på Facebook.
»Det var helt vanvittigt. De vil skære fingrene af ham med en boltsaks, og så var der nogle afrevne fingre fyldt med blod,« fortæller Ib Andersen om truslerne i aftenens afsnit af ’På røven i Nakskov’.
Til BT uddyber Nicolai Andersen, at mobberne blandt andet sendte ham billeder af blodsprængte hænder flankeret af teksten ’Sådan ser vores hænder ud, når vi er færdige med dig’.
Desuden udlovede mobberne en dusør til den, der kom med én af hans afskårne fingre.
»De truede mig med at klippe mine fingre af, og dem, der kom med en af mine fingre ville få 1.000 kroner pr. stk.,« fortæller Nicolai Andersen om truslerne, der gjorde ham meget utryg.
Faktisk blev den dengang 16-årige Nicolai Andersen så utryg ved situationen, at han gennem en længere periode ikke turde gå udenfor en dør. Det betød, at han hverken gik i skole, gik i byen for at handle eller besøgte den lokale ungdomsklub, hvor han ofte spillede billard.
»Jeg havde det ikke sjovt. Der var en måned, hvor jeg ikke var i skole, men da jeg så prøvede at komme i skole, havde jeg en kølle med i tasken,« fortæller den nu 17-årige Nicolai Andersen til BT.
Du kan følge Nicolai Andersens kamp mod mobberne i ’På røven i Nakskov’ torsdag aften klokken 20.00.