Kun to point skiller Nicki Billes Elche og Deportivo La Coruna i den spanske Segunda Division. Deportivo fører ligaen med 39 point efter 20 kampe.
 
Nicki Bille har en stor andel i succesen i Elche, hvor han er noteret for otte mål, hvilket placerer ham på en delt femteplads på topscorerlisten.

Det går ikke ubemærket hen og flere spekulationer er startet i den spanske presse. Bille er udlejet fra Villarreal, som er i alvorlige problemer denne sæson. Den spanske avis Marca har tidligere bekræftet, at Villarreal-træneren Molina overvejer at hente danskeren hjem fra låneopholdet.

Nye rygter sender dog også den danske angriber til Granada.

Bille kender til interessen, men har endnu intet konkret hørt.

- Jeg kender til interessen fra både Granada og Villarreal, men det er kun noget, jeg har læst i aviserne. Jeg har ikke hørt noget personligt fra nogen af klubberne. Heller ikke fra min agent, siger Bille til bold.dk.

- Jeg tror nu ikke helt på det, for vi er i gang med en rigtig stor sæson her i Elche, og Villarreal har også nogle rigtigt stærke angribere. Så de skal nok finde ud af det.

Nicki Billes kontrakt med Elche stopper til sommer. Hvis Elche og Bille kan holde niveau vil det betyde oprykning til Primera Division.