Nicki Bille Nielsen fortsætter med at vise storform for sin spanske arbejdsgiver, Elche. Lørdag aften kom den tidligere FC Nordsjælland-angriber endnu engang på tavlen for topholdet, da han scorede sit ottende sæsonmål i hjemmekampen mod Alcoyano i den næstbedste spanske række.
Hvad der endte med at blive en succesrig aften for Nicki Bille personligt, blev dog på ingen måde nogen succes for hans hold. Elche, der topper den spanske Segunda Division, tabte nemlig med 2-1 på hjemmebane til oprykkerne.
På to gyldne minutter i 2. halvleg lykkedes det Alcoyano at gå fra 0-0 til 2-0, da Alvaro blev dobbelt målscorer, og så var det kun af kosmetisk betydning, at Nicki Bille Nielsen med to minutter tilbage af kampen fik reduceret til 1-2.
Nicki Bille spiller i Elche på en lejeaftale fra Villarreal.