Den danske landsholdsprofil Lotte Grigel kommer ikke i kamp for sin nye russiske klub Rostov Don før VM. Det fortæller playmakerens danske træner.
»Hun spiller sin første kamp den 23. december mod Zvezda på hjemmebane,« skriver Rostov Dons danske træner, Jan Leslie, i en mail til TV2 Sporten.
Det betyder altså, at Grigel ikke får nogen kamptræning inden VM i Danmark, der starter 5. december. Men ifølge Leslie skal landstræner Klavs Bruun Jørgensen ikke være bekymret.
»Men hun løber og træner to gange om dagen stenhårdt for at være så fysisk trimmet som muligt, når landsholdet er samlet.«
Rostov Don havde håbet på, at Grigel kunne indgå i truppen til onsdagens kamp i den russiske liga mod HC Dinamo Volgograd.
»Selvfølgelig er det træls for begge parter,« ærgrer Leslie sig og fortsætter: »Visummet tager 10-14 dage at få - altså arbejdsdage - og det tog 10 dage, så det er gået stærkere end forventet, og klubben har også gjort alt for, at det skulle lykkes til torsdag-fredag i sidste uge, så hun lige kunne nå kampen i morgen (onsdag, red.).«
Men det når den danske playmaker altså ikke at blive klar til.
Grigel har ikke spillet en betydende kamp siden 1. oktober, hvor hun spillede pokalkamp mod HC Odense for sin tidligere klub Team Esbjerg. Grigel forlod som bekendt Team Esbjerg under dramatiske omstændigheder efter uoverensstemmelser med Esbjerg-træner Lars Frederiksen i starten af oktober.