Hun så ud til at more sig kosteligt under håndboldlandsholdets træning mandag aften i Aarhus. Der blev i hvert fald joket og grinet en del. Men da det halvanden time lange træningspas var slut, stivnede Lotte Grigels smil.

»Nej, jeg har ikke lyst til at kommentere sagen. Det troede jeg, at landsholdets pressemedarbejder havde fortalt,« sagde Lotte Grigel med slet skjult irritation i stemmeføringen.

’Sagen’ hun talte om, var hendes netop opståede konflikt med Team Esbjergs træner Lars Frederiksen, der gav hende så lidt spilletid i en pokalkamp i sidste uge mod HC Odense, at hun både nægtede at deltage i holdets hjemtur med bus og valgte at stå over en ligakamp to dage senere mod Team Tvis Holstebro.

Men det var ikke kun Lotte Grigel, der valgte tavsheden i timerne efter, hendes konflikt var blevet kendt af offentligheden.

Selvom Dansk Håndbold Forbund før træningspasset havde sagt, at alle spillere og trænere ville stå til rådighed ved interviews, blev det kort tid før pressemødet meddelt, at man havde valgt at slå en jernring omkring Lotte Grigel.

»Men jeg ønsker ikke at blive citeret. Slet ikke,« sagde DHFs kommunikationskonsulent Alexander Elverlund om den spegede sag, der tydeligvis har givet intern uro på landsholdet.

Han kunne dog fortælle, at beslutningen var blevet foretaget af en enig landsholdsledelse i samråd med Lotte Grigel.

Beslutningen blev bakket op af landsholdsanfører Line Jørgensen.

»Vi er samlet for at spille to vigtige kampe i EM-kvalifikationen mod Tyrkiet og Portugal. Det kræver fuldt fokus,« sagde hun og tilføjede:

»Men det virker ikke som om, at Lotte er specielt negativt påvirket af sin situation. Under træningen var hun lige så glad som hun plejer at være. Synes jeg.«

Landsholdsveteranen Ann Grete Nørgaard havde heller ikke lyst til at kommentere Lotte Grigels klubproblemer.

»For det første er vi samlet på landsholdet for at forberede os optimalt til vigtige kampe senere på ugen, og for det andet kender jeg ikke sagens detaljer til bunds. Så mig er der heller ingen, der får et ord ud af om sagen,« sagde Ann Grete Nørgaard.

---

SAGEN KORT

1. oktober: Lotte Grigel bliver under pokalkvartfinalen mellem Team Esbjerg og HC Odense uenig med træner Lars Frederiksen, fordi han kun giver hende sporadisk spilletid. Hun vælger efter Team Esbjergs 27-24-sejr ikke at tage bussen hjem sammen med holdkammeraterne.
2. oktober: Grigel dropper et træningspas i Team Esbjerg. Hun deltager i stedet i et møde med klubbens sportschef Thomas Hylle. Her bliver det besluttet, at hun ikke indgår i Team Esbjergs trup til ligakampen dagen efter mod Team Tvis Holstebro.
3. oktober: I stedet for at spille kamp træner Grigel i et lokalt fitness-center.
5. oktober: Team Esbjerg underretter offentligheden i en kortfattet pressemeddelelse om uenighederne. Grigel møder op i landsholdslejren i Aarhus til forberedelserne til EM-kvalifikationen mod Tyrkiet og Portugal.
Ifølge Team Esbjergs sportschef, Thomas Hylle, vil Lotte Grigel efter den igangværende landsholdssamling blive indbudt til samtale med klubledelsen om situationen.

---

LOTTE GRIGELS LIGA-PRÆSTATIONER

Den 24-årige playmaker har i denne sæson deltaget i fire af Team Esbjergs fem kampe i Boxer Dameligaen:
5. september: scorer fem mål da FC Midtjylland hjemme bliver besejret 29-23
8. september: scorer et enkelt mål i den uafgjorte 29-29-kamp ude mod Randers HK
19. september: scorer fire mål da Viborg HK hjemme bliver besejret 27-20
23. september: scorer fire mål da Sønderjyske hjemme bliver besejret 35-27
3. oktober: deltager i samråd med Team Esbjergs sportschef Thomas Hylle ikke i udekampen mod Team Tvis Holstebro pga. uoverensstemmelser med cheftræner Lars Frederiksen