Er du nabo til den nyåbnede swingerklub, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Tirsdag blev swingerklubben Swingers Fun indviet på villavejen Irisvej i Allerød nord for København.

I fremtiden bliver klubben sikkert en glæde for mange sexglade danskere, men der er også dem, der ikke klapper i hænderne over det nye Swingers Fun.

En af dem er Jan Toft Rasmussen. Han bor selv på Irisvej og er en kende overrasket over sin nye genbo:

»Han (ejeren af den nye Swingers Fun, Morten Fabricius, red.) har ikke snakket med mig, så det er da totalt lusket at liste rundt og så åbne en swingerklub. Hvis man sådan pludselig lusker sådan en klub derind, kunne man for fanden godt have snakket med os,« siger Jan Toft Rasmussen til BT.

Jan Toft Rasmussen følte sig altså ført bag lyset, da han pludselig opdagede, at der åbnede en swingerklub lige overfor sit eget hjem:

»Jeg er sådan en, der bliver pisseirriteret, hvis naboen holder studenterfest og ikke har fortalt mig det, for så kunne jeg have taget i biografen eller noget andet. Så det er ikke det, at man åbner en swingerklub, men det er konsekvensen af det,« siger naboen, der også tilføjer, at han ikke er interesseret i den ekstra trafik og larm, som klubben vil resultere i.

BT har forsøgt at indhente en kommentar fra Morten Fabricius, men han er ikke vendt tilbage.