»Han ser mig ikke som en god mand, en god dansker eller en god swinger.«
Sådan lød det mandag i Retten i Kolding, da en 47-årig mand af anden etnisk oprindelse end dansk fik en dom på 40 dages betinget fængsel for vold i en swingerklub.
1. december sidste år plantede han nemlig to gange sin knytnæve i ansigtet på en anden mand.
Selv mener han, at han var offer for racisme og blot forsvarede sig.
Hans offer forklarede derimod i retten, at voldsmanden var jaloux.
Sagens to hovedpersoner har altså meget forskellige forklaringer på, hvad der gik forud for det voldelige overfald.
Sikkert er det, at de begge en aften i december sidste år var gæster i swingerklubben Tucan i byen Almind i Kolding Kommune.
Den 47-årige nu dømte mand fortalte ifølge Vejle Amts Folkeblad i retten, at den anden mand længe havde haft et horn i siden på ham.

Da han ankom til klubben den pågældende aften, fik han at vide fra en anden gæst, at den anden havde talt dårligt om ham.
Derfor gik han hen til manden, som nogle aftener også arbejde i klubben, men denne aften blot var gæst.
Mødet endte i småtumult og de to knytnæveslag.
Den 47-årige mener, at han forsvarede sig selv og handlede i nødværge, mens offeret fortalte en lidt anden historie i retten.

»Jeg ved godt, hvad det bunder i: Der var nogle af pigerne, der hellere ville være sammen med mig end ham,« forklarede han og tilføjede, at den 47-årige var stærkt ophidset allerede fra starten og beskyldte ham for at være racist.
Offeret indrømmede dog, at han selv havde skubbet til den 47-årige.
Udover dommen på de 40 dages betinget fængsel, blev gerningsmanden pålagt at begynde i psykiatrisk behandling, fordi han lider af posttraumatisk stress og søvnproblemer.
Den 47-årige har endnu ikke besluttet, om han vil anke dommen.
