750 millioner amerikanske dollars svarende til 5,3 milliarder danske kroner.

Det er beløbet, som amerikanske Burke Ramsey har sagsøgt tv-selskabet CBS for. Det skriver lokalmediet The Denver Post.

Det skyldes, at han er rasende over dokumentaren 'The Case Of: JonBenet Ramsey', der første gang blev vist på 20 årsdagen for JonBenet Ramseys død. I dokumentaren påstås det, at Burke Ramsey dræbte sin kun seks år gamle lillesøster og skønhedsdronning JonBenet Ramsey i 1996.

Det var JonBenet Ramseys mor, der alarmerede politiet om, at datteren tilsyneladende var blevet kidnappet. De havde også modtaget et brev med en løsesum svarende til 800.000 kroner. Få timer senere fandt JonBenet Ramseys far hende. Hun blev fundet i familiens kælder tævet og kvalt. I samme dokumentar påstod håndskriftekspert Cina Wong, at Patsy Ramsey muligvis havde skrevet løsesumsbrevet.

Burke Ramsey var selv kun ni år gammel på daværende tidspunkt. Ikke desto mindre mener folkene bag dokumentaren, at han dræbte sin lillesøster med en lygte. Han har selv nægtet sig skyldig i alle anklagerne fra tv-selskabets dokumentar. Det har han tidligere gjort i talkshowet Dr. Phil. Hans teori er, at gerningsmanden er en pædofil, som har set søsteren i forskellige skønhedskonkurrencer.

»Jeg ved, at folk tror, jeg gjorde det. At mine forældre gjorde det. Jeg ved, at vi var mistænkte,« sagde Burke Ramsey blandt andet i interviewet.

Siden drabet har offentlighedens mistanke klæbet sig til den lille piges forældre - og til hendes tre år ældre storebror Burke. Og det er på trods af, at myndighederne tidligere har fortalt, at Burke Ramsey aldrig har været mistænkt.

Alle tre havde alle været i huset, da pigen blev dræbt. Og der var ingen umiddelbare tegn på indbrud. Men ingen beviser kunne fælde familien. Flere detektiver, der arbejdede på sagen, har gennem årene udgivet bøger, der skiftevis har anklaget og frikendt forældrene for mordet. Først tolv år efter drabet undersøgte man igen pigens tøj og fandt DNA fra en fremmed mand, hvilket rensede familien.

Efterfølgende har flere medier fået adgang til DNA-resultaterne, der stammer fra 2008. De viser, at man ikke uden videre kan udelukke forældrene fra mistanke. DNA'et, der blev fundet på den blonde skønhedsdronning, stammer tilsyneladende fra mere end én person.

Sagen er stadig uopklaret. CBS har ikke kommenteret søgsmålet.