Det skorter ikke på mere eller mindre plausible teorier om, hvad der kan være sket på det forsvundne fly MH 370.
Lige siden det normalt så sikre Boeing 777-200 fra Malaysia Airlines forsvandt sporløst på radaren på vej fra Kuala Lumpur mod Beijing for snart to uger siden, har luftfartseksperter, flyentusiaster og alle andre stået i kø for at give deres version af et muligt hændelsesforløb.
Buddene spænder helt fra gisninger om brand om bord, revner i flyet, fejl i de tekniske systemer, terror eller sågar en meteor.
Da australske myndigheder så natten til torsdag dansk tid meddelte, at de havde set to genstande på et satellitbillede fra Det Indiske Ocean, fik teorierne nu luft.
En storstilet eftersøgning både til vands og i luften blev sat i gang for at finde vragstykkerne, så man kan fastslå, om der rent faktisk er tale om resterne af det efterhånden sagnomspundne fly.
I skrivende stund er det endnu ikke lykkedes, men fly, helikoptere og skibe har genoptaget aktionen fredag morgen. Et af flyene er allerede vendt tilbage med uforrettet sag.
I mens fortsætter spekulationerne på land om, hvad der er sket med flyet, og hvorfor det forsvandt.
- Jeg tror, det er skabt af en eller flere fra besætningen, og de valgte et område, hvor flyet ikke ville blive fundet, siger Neil Hansford.