Det ekstremt øde havområde, hvor satellitøjne har opdaget to store genstande, der kan stamme fra det forsvundne malaysiske rutefly, er berygtet for sin store koncentration af plastikaffald.

Efter 12 dages intens og forgæves jagt på det forsvundne malaysiske rutefly, MH370, er der endelig håb om, at man har fundet rester af flyet.

Men håbet kan meget vel visne, for de to store og foreløbig uidentificerede objekter, som satellitøjne har opdaget, befinder sig midt i et område af Det Indiske Ocean, der er berygtet for sin store koncentration af flydende affald. Det skriver B.dk.

Objekterne, der efter de foreløbige målinger har en længde på henholdsvis 24 og fem meter, skvulper rundt i et af verdens absolut mest øde områder - i den sydlige del af Det Indiske Ocean omtrent 2.500 kilometer sydvest for den vestaustralske storby Perth.

Øde område i havet

I det store farvand er der praktisk taget ingen øer, og de få, der er, er overvejende ubeboede. Stort set den eneste menneskelige aktivitet i området er ganske få fiskefartøjer på langfart.

I 2010 opdagede forskere imidlertid, at det fjerne havområde er hjemsted for en af klodens største såkaldte affalds-øer - en enorm og overvejende gennemsigtig suppe af især plastikaffald. The Indian Ocean Garbage Patch, kalder man den.

Tidligere har man opdaget tilsvarende plastikøer i både Stillehavet og i den nordlige del af Atlanterhavet.

Det menneskelige affald bliver trukket til området mellem Australien og Sydafrika af en såkaldt gyre - en vinddrevet, nærmest cirkulær strømhvirvel i oceanet, der koncentrerer affaldet i et bestemt område.

Langt fra oprindelige rute

På den baggrund har flere internationale medier, blandt andet CNN, indikeret, at de to uidentificerede objekter blot kan være store genstande, der er trukket til området af den nævnte gyre.

Mistanken forstærkes af den kendsgerning, at genstandene flyder rundt omtrent 6.000 kilometer fra det malaysiske flys sidste officielt kendte position og i den stik modsatte retning af flyets oprindelige retning og rute.

Et australsk militærfly har allerede overfløjet området omkring genstandenes position, men sigtbarheden er dårlig, og man opdagede intet. Flere andre fly og skibe er på vej til området. men ifølge australske myndigheder kan der gå dage, før man har be- eller afkræftet, om objekterne stammer fra flyet.

Australiens premierminister, Tony Abbott, har dog udtalt, at der er tale om »ny og troværdig information«, og andre kilder siger ifølge B.dk til nyhedsbureauet Reuters, at det »formentlig er det bedste spor, vi har i øjeblikket«.