Chelseas manager Jose Mourinho er blevet frikendt for anklager om, at han skulle have råbt krænkende ting efter klubbens tidligere læge Eva Carneiro.
Striden mellem Jose Mourinho og Chelsea-lægen læge Eva Carneiro ser ud til at have nået et foreløbigt punktum.
I hvertfald er sagen om, hvorvidt Mourinho brugte krænkende og sexistiske ord over for hende under en kamp i Premier League, droppet. Det meddeler det engelske fodboldforbund FA.
Anklagerne mod Jose Mourinho kom fra en tilskuer, som overværede opgøret mellem Chelsea og Swansea, der sluttede 2-2. Her stormede Eva Carneiro undervejs i kampen ind på banen for at hjælpe Eden Hazard, som lå og vred sig i smerte.
Men lægens beslutning passede slet ikke Jose Mourinho, der ikke mente, at spilleren var så slemt skadet, og det fik ham efterfølgende til at kritisere og degradere Eva Carneiro.
De påståede krænkende gloser skulle have været sagt i forbindelse med situationen omkring Eden Hazard, og var Jose Mourinho fundet skyldig, kunne det have kostet ham en karantæne på op imod fem kampe. Men efter at have gennemgået videooptagelser af episoden fra kampen, har FA altså besluttet at droppe sagen mod Mourinho.
Hvad angår Eva Carneiro, så har den 42-årige læge nægtet at komme på arbejde, selvom Chelsea har bedt hende komme tilbage og fortsætte som læge i en anden rolle. Og nu er der koldfront mellem parterne.
