José Mourinhos udfald mod Chelseas kvindelige læge kan få store konsekvenser for portugiseren.

Fem spilledages karantæne. Det kan blive Chelsea-manager José Mourinhos dom efter udbrudet mod London-klubbens efterhånden feterede gibraltariske kvindelige læge, Eva Carneiro.

Det er den britiske avis The Independent, der fredag skriver, at det engelske fodboldforbund FA i øjeblikket er i gang med at studere videomateriale fra Chelsea premierekamp d. 8. august mod Swansea, hvor José Mourinho var tydeligt utilfreds med Eva Carneiros arbejde. Ifølge anklagerne kan have have brugt krænkende ord mod sin kvindelige medarbejde.

Portugiseren var frustreret over, at Chelsea-lægen og fysioterapeuten Jon Fearn løb på banen for at tilse belgiske Eden Hazard, der efterfølgende måtte en tur ud på sidelinjen og dermed efterlod Chelsea i yderligere undertal, efter målmand Thibaut Cortuis var blevet udvist.

»Selv hvis du er materialemand, en læge eller en sekretær på bænken, så må du forstå spillet. Jeg var sikker på, han ikke havde et alvorligt problem,« rasede Mourinho efter kampen, hvorefter han forviste Eva Carneiro fra bænken til fremtidige kampe, ligesom hun ikke må vise sig på klubbens træningsanlæg.

Nu kan det i stedet blive José Mourinho, der bliver forvist fra bænken på grund af en paragraf i det engelske fodboldforbunds reglement, der forbyder 'fornærmende, ydmygende og krænkende' sprogbrug eller gestur. I dette tilfælde rettet mod Eva Carneiro, som der ifølge The Independent kan være smidt sexistisk krænkende gloser efter.

Episoden har fået masser af omtale i de engelske medier. Særligt fordi Eva Carneiro har nægtet at acceptere degraderingen og erklæret sig klar til at gå rettens vej for at kæmpe for sin sag.