Du har allerede hørt en del om ham, og du kommer til at høre meget mere. Emre Mor er kun 18 år gammel, men han afgør allerede fodboldkampe i den danske Superliga.

Selv ikke to rutinerede svenske landsholdsspillere og denne sæsons nok bedste spiller i Superligaen kunne gøre noget, da Mor satte fart, gik forbi Antonsson, Johansson og Delaney og sparkede FC Nordsjælland i front i 2-0-sejren over FC København.

»Det betyder ikke noget for mig, hvem jeg spiller over for. Jeg spiller, som jeg gør. Om det så er U19 eller Superliga. Om det er Delaney eller en anden,« sagde Emre Mor efter kampen.

FC København tog til Farum med forventningen om en sejr og endnu mere brænde i guldbålet, men det var altså Emre Mor, der med en enkelt vidunder-aktion spændte ben og forsøgte at slå lidt af mesterskabsdrømmen ihjel hos københavnerne.

Han spillede ikke en fuldstøbt kamp, men det ene øjebliks superklasse var nok til at sende sejren mod Nordsjælland. Derfor var der heller ingen fortrydelser efter kampen.

»Selvfølgelig er der altid ting, jeg kan blive bedre til. Men det skider jeg på nu. Vi har lige vundet 2-0 mod FCK, der kommer til at blive mestre. Så det er jeg ligeglad med nu,« siger Emre Mor.

Der har allerede været bud på Emre Mor, som BT tidligere har kunnet fortælle. Besiktas har været der, og der skal også nok komme flere. For de ting, man lige nu ser i glimt i weekenden, er hverdagskost for Kasper Hjulmand.

»Vi ser det hver uge på træningsbanen. Det er vanvittigt, hvad han laver. Det er ekstraordinært. Der er så meget fart i skoene på ham. Bedst som man tror, han sparker, tager han et træk mere, og han kan skifte retning. Når han først kommer der, kan du ikke fange ham,« siger FC Nordsjælland-træneren, der ikke lyder som en mand, som regner med at lade sin lille guldfugl flyve mod varmere himmelstrøg lige med det samme.

»Det er en U19-spiller, der aldrig har været igennem en forsæson. Han har aldrig trænet rigtig hårdt før. Derfor er det meget naturligt, at han er, hvor han er rent fysisk. Man tør ikke at forestille sig, når han har været igennem et år mere og bliver endnu stærkere og kan sprinte endnu mere. Det er godt, jeg ikke spiller i forsvaret,« siger Hjulmand.

Lige nu arbejder de i FC Nordsjælland meget med at fjerne nogle af distraktionerne fra det unge talent. Cirkusset skal ikke blive for voldsomt. Hypen skal holdes lidt nede, og så skal Mors temperament tøjles af far Hjulmand. Men det gør han også med glæde.

»Jeg elsker at arbejde med nogle, der har den kant og det vinder-gen. Jeg vil hellere have dem, der har den glød, end dem, der er helt slukkede i øjnene, og man ved ikke, om de vinder eller taber. Hellere slibe det andet til og arbejde med det, selvom man får grå hår i hovedet,« siger Hjulmand.

Og så arbejder de også med Emre Mors ydmyghed. Den har han også foran journalisterne. Men selvtilliden piller du bare ikke ud af en knægt med det talent. At han netop har dukket guldfavoritterne fra FCK, ser han ikke som det helt vilde.

»Det overrasker mig ikke, for jeg kender mine egne evner. Det har jeg gjort i lang tid. At det er gået så hurtigt, overrasker mig måske lidt. Men det er kun dejligt,« siger Mor.

{embedded type="node/webtv_link" id="42596090"}