FCK lod FCN komme frem til mange chancer søndag, og det generede både anfører og træner hos førerholdet.

Farum: Efter 11 kampe på stribe som ubesejrede i Alka Superligaen for FC København blev vicemestrene søndag dukket i Farum med 0-2 af et velspillende FC Nordsjælland-hold.

Først udtalte de standardfraserne omkring, at det var en god modstander, men så pegede både anfører Thomas Delaney og træner Ståle Solbakken hurtigt pilen mod FCK selv.

- Spillerne virker tunge i røven og kan ikke flytte sig. Vi tillader jo flere chancer, end vi har gjort i samtlige af forårets fire andre kampe i Superligaen, siger Ståle Solbakken.

Thomas Delaney plejer at være garant for et højt bundniveau hos FCK, men også han manglede den vanlige aggressivitet i mange duller.

- Vi giver ni chancer væk. Det sker meget, meget sjældent, siger Delaney.

- Det er måden, vi taber på i dag, som vi ikke kan leve med. Gennem hele kampen spiller vi dårligt og rammer ikke den taktik, vi har fået. Måden, vi taber på i dag, er på grænsen til at være pinlig, konstaterer FCK-anføreren.

{embedded type="node/webtv_link" id="42596090"}

Træner Ståle Solbakken var da heller ikke blid i sin kritik af spillerne.

- Der er mange, som spiller deres svageste kamp, så det var rigtig dårligt, lyder det fra nordmanden, som kan se frem til en anden indsats fra holdet i næste kamp, hvis det står til Thomas Delaney.

- Lad os håbe, at det var en syngende lussing, så vi vågner. Det er vist også det eneste, vi kan bruge det til, slutter anføreren.

{embedded type="node/webtv_link" id="42597469"}

Trods nederlaget fører FCK fortsat Superligaen. Hovedstadsholdet har seks point ned til Sønderjyske på andenpladsen.

/ritzau/