Mandag aften sov hele Bryggens Ann-Patricia 'Mopper' Christiansen stille ind efter lang tids sygdom. 78 år, omgivet af dem, hun elskede højest.
Torsdag aften er det så de trofaste seeres tur til at sige farvel til Bryggens farverige matriark, når hun for sidste gang ruller over skærmen i TV3-programmet 'Familien fra Bryggen'.
Sæsonafslutningen understreger på mest perfekte vis, hvordan Mopper, som egentlig begyndte sin realitykarriere som en mindre bifigur i 'Familien fra Bryggen', udviklede sig til at blive en af programmets allerstørste og mest elskede stjerner.
I afsnittet følger man nemlig Mopper, uden filter og frygt for andres blikke, men med skriggrøn overfrakke, en jakke af guld og en hue af gyldne pailetter, på jagt efter den perfekte gave til sin datter.
Siden Mopper fik konstateret sin livstruende sygdom, har Linse Kessler nemlig været en enorm støtte for sin syge mor, fulgt hende på hospitalet og hjulpet hende med at finde hoved og hale i lægernes udmeldinger. Derfor har hun fortjent en fysisk tak, mener Mopper.
»Jeg vil gerne give Nogge (Linses kælenavn, red.) en gave, fordi jeg synes, hun har været så sød at komme ud og være mine ører til alle vores lægeaftaler,« siger Mopper i torsdagens sæsonafslutning på 'Familien fra Bryggen'.
Gaven skal være en gyngesofa til Linse Kesslers nye sommerhus. Men en gyngesofa i grå og andre afdæmpede farver, eller hvad barnebarnet Geggo i programmet kalder 'en gyngesofa, som almindelige mennesker vil have en gyngesofa', er slet ikke god nok til hverken Brygge-baben Linse eller hendes kræsne mor.
Så mor Ann ender med at købe en spraglet sofa i blå, hvid og rød patchwork, som passer perfekt til hendes datters smag. Og som på fineste vis ender med at blive et fysisk minde om den farverige bedstemor fra Bryggen.
Men selvom Ann-Patricia 'Mopper' Christiansen mere eller mindre gladeligt, men altid med et glimt i øjet, delte ud af sit liv igennem ti sæsoner, så holdt hun også visse ting for sig selv. Blandt andet fortalte hun aldrig, hvilken sygdom hun levede med i et halvt år, inden den til sidst tog livet af hende, og hun sov stille ind mandag aften. Omgivet af den familie, der gjorde hende til et kendt ansigt i sin tid, men som til fulde lod hende håndtere sit livs sene realitykarriere på sin helt egen måde.
Det var Mopper selv, der besluttede, at den brede offentlighed ikke behøvede at kende til detaljerne om hendes sygdom. Det fortalte Linse Kessler til ugebladet SE og HØR tilbage i september måned, hvor familien på et pressemøde for første gang fortalte, at Mopper var blevet alvorligt syg.
»Mopper ønskede ikke at få det frem. Hun havde ikke lyst, og så går hun alligevel ned på Haraldsborg (lokal bodega, red.) og fortæller det til hele banden. 'Mor, det bliver du simpelthen nødt til at vente med. Vi kan ikke blive ved med at fortælle pressen, at de ikke må sige noget, når du siger noget til alle',« forklarede Linse til SE og HØR.
Flere seere har fra begyndelsen kritiseret familien for ikke at dele med offentligheden, præcis hvad Mopper fejlede. Den kritik preller dog af på Moppers barnebarn Stephanie Karma Christiansen med kælenavnet Geggo.
»Som seer forstår jeg godt, at du gerne vil vide, hvad der er galt – men det betyder ikke, at vi ikke må holde noget for os selv. Det er VORES liv, og dermed bestemmer vi, hvor meget vi deler. Vi deler normalt ikke alt, nej. Det er noget, du føler,« har hun tidligere skrevet i et opslag på Facebook, som fortsatte:
»Men der er faktisk rigtig meget, jeg for eksempel holder for mig selv. Og det vil både jeg og Mopper have lov til, hvis vi føler for det. Det er Moppers valg, at det ikke er kommet ud endnu. Måske vælger hun i de senere afsnit af afsløre det. Det ved du jo ikke? Hvis ikke, så er det bare sådan, det er.«
Mopper blev 78 år gammel, inden hun stille sov ind mandag aften kl. 18.25. Omgivet af sin familie fra Bryggen, og med sin diagnose endnu hemmeligholdt.