Mandag aften kunne Mikkel og Linse Kessler oplyse på Facebook, at 'Mopper' var død efter længere tids sygdom.

'Her til aften, Kl 18.25, gik vores kære, dejlige og elskede mor 'Mopper' bort. Vi var alle hos hende og hyggede om hende præcis som vi plejer; vi grinede og fjollede og fortalte hende at vi elskede hende, til hun rejste afsted,' lød det fra familien Kessler mandag aften.

Den triste nyhed spredte sig på få minutter på de sociale medier, hvor tusinder af danskere kommenterede og reagerede med triste humørikoner på familiens besked, ligesom den tidligere Go' Morgen Danmark-vært Morten Resen umiddelbart efter delte et billede af ham, Linse og 'Mopper' sammen.

»Fra en fantastisk og sammensat sommermorgen i Tivoli. Verden er siden da blevet lidt mindre original. God tur, Mopper - og pas på resten, Linse Kessler,« skriver han.

Morten Resens opslag har ligesom søskendeparrets modtaget adskillige tusinde tilkendegivelser i form af triste humørikoner og smileys.

'Mopper' blev i maj ramt af en alvorlig sygdom, mens man optog endnu en sæson af 'Familien fra Bryggen' og i september kunne Linse Kessler fortælle om sygdommen til den brede offentlighed på et pressemøde.

»Hun er alvorligt syg. Mopper har ikke lyst til at vi snakker om, hvad der er galt. Vi fik det at vide for fire måneder siden. Det har været en mærkelig tid, for det har være rigtigt trist, og vi er skrækslagne og vil ikke miste hende. Men det er dejligt, at vi har hende, og hun er topfrisk. Det er Moppers historie, og hun skal selv have lov til at fortælle om det,« fortalte Linse Kessler.

Siden har 'Mopper' været indlagt på Rigshospitalet i en periode, ligesom hun i forbindelse med sygdommen har fået indlagt en sonde og været til regelmæssige tjek på sygehuset.

'Mopper' blev 78 år gammel og efterlader sig tre børn, tre børnebørn og et enkelt oldebarn.