Det var næsten ikke til at bære, da Viktor Fischer torsdag aften skadet måtte forlade Ajax' Europa League-opgør hjemme mod Fenerbahce.
Den unge dansker, der har været så hårdt ramt af skader, havde endelig fået karrieren tilbage på skinner og var - efter flere stærke præstationer i den hollandske liga - udtaget til Danmarks to kommende EM-skæbnekampe mod Sverige. Er han nu i fare for at misse dem?
Nej, lyder det fra Ajax-træner Frank de Boer, der på det efterfølgende pressemøde fortalte, at han regnede med at have den 21-årige dansker til rådighed til weekendens hollandske topmøde med Feyenoord.
Det var i øvrigt efter et hårdt sammenstød med landsholdskollega Simon Kjær, at Viktor Fischer blev skadet.
Danmark møder Sverige i Stockholm den 14. november - der er returopgør i Parken den 17. november.
