Frustrerende. Faktisk frygteligt frustrerende.
Sådan siger Jan Gunnar Solli om de 1,3 millioner kroner, han i forbindelse med et skifte til New York Red Bulls i 2011 er blevet snydt for af den danske rådgiver Jacob Laursen, da BT fanger den 34-årige norske fodboldspiller, der i dag spiller for Hammarby i Allsvenskan.
»Han prøver at fuske sig ud af det krav, der står foran ham. Han er dømt til at betale mig det beløb, der oprindelig var aftalen. Det er mine penge. Nu skal alle have at vide, hvordan han er. Det er frygteligt frustrerende,« siger Jan Gunnar Solli.
Hvordan vil du beskrive dine oplevelser med Jacob Laursen?
»Jeg er ikke en person, der hader andre mennesker, men man må tage ansvar for sine handlinger – man kan ikke flygte fra det. Og der er en grådighed i den her historie, som jeg aldrig har været vidne til før. Jeg havde ikke forestillet mig, at der ville blive problemer som i det her omfang, når han egentlig tog sig ret godt betalt for bare at overføre nogle penge: At han forsøger at stikke af med hele beløbet uden at give mig noget. Det er jo mit skifte til en klub.«
BT har fundet Jacob Laursen i Vejle. Hvad siger du til det?
»Så han ejer fortsat huset i Vejle? Nu bliver jeg meget nysgerrig. Havde han nogle kommentarer til sagen?«
Nej, han flygtede fra vores reporter. Hvad siger du til det?
»Den opførsel siger jo alt om, hvordan han er og hvordan, han har opført sig hele vejen. Når man i 2015 forsøger at flygte … Man kan jo ikke flygte fra det her. Han har tabt en retssag – han må jo stå til regnskab. Jeg har gjort alt rigtigt, og det har jeg vist fra dag et. Og når han taber en retssag og ikke engang vælger at anke, må det jo være en erkendelse af, at jeg har ret. Nu er der gået syv måneder, siden vi vandt sagen, og vi har ikke hørt noget som helst fra ham eller hans advokat.«
Hvad vil du ønske, der kunne ske nu?
»Når han har givet mig mine penge, kan han fortsætte med sit job. Han har sikkert gjort en del gode ting i sit liv også. Men det har jeg bare ikke oplevet. Alle mennesker kan lave fejl, men så vil jeg bare gerne have, at man gør det godt igen. Og kræve, at man ikke flygter fra sine forpligtelser.«
Tror du nogensinde, at du får dine penge?
»Det må du næsten spørge Jacob Laursen om. Jeg ved ikke, hvor de er nu. Jeg er villig til at gøre hvad som helst, om jeg så skal lave politianmeldelse. Nu må han i første omgang svare min advokat. Nu er sagen kommet ud i medierne. Han er en profileret person som mig selv, og indtil den her sag er ude af verden, så håber jeg, at han får svært ved at gøre sit arbejde.«

