Mikkel og Linse Kesslers mor, Ann Patricia 'Mopper' Christiansen, er død. Hun blev 78 år gammel.
Det oplyser familien på Facebook.
'Her til aften, Kl 18.25, gik vores kære, dejlige og elskede mor 'Mopper' bort. Vi var alle hos hende og hyggede om hende præcis som vi plejer; vi grinede og fjollede og fortalte hende at vi elskede hende, til hun rejste afsted,' skriver familien Kessler og tilføjer:
'Vi er knuste, men vi ved at det var det bedste for hende nu. Mopper satte stor pris på sine personlige venner, men skam også på alle Jer derude, som har fulgt hende på TV.'
Det er godt seks måneder siden, at familien fra Bryggen opdagede, at det ældste medlem af familien var blevet ramt af en alvorlig sygdom. Og i september kunner Linse Kessler på et pressemøde fortælle, at 'Mopper' var syg
»Hun er alvorligt syg. Mopper har ikke lyst til at vi snakker om, hvad der er galt. Vi fik det at vide for fire måneder siden. Det har været en mærkelig tid, for det har være rigtigt trist, og vi er skrækslagne og vil ikke miste hende. Men det er dejligt, at vi har hende, og hun er topfrisk. Det er Moppers historie, og hun skal selv have lov til at fortælle om det,« fortalte Linse Kessler.
Siden har den 78-årige 'Mopper' været indlagt i en længere periode på Rigshospitalet og har i forbindelse med sygdommen fået indlagt en sonde og været til regelmæssige tjek på sygehuset.
Seere af 'Familien fra Bryggen' har løbende kunne følge med i, hvordan Linse valgte at sende 'Mopper' på privathospital, så hun kunne komme til med det samme og få hurtig behandling.
Flere seere har dog kritiseret, at familien ikke har villet fortælle, hvilken sygdom der er tale om. Den kritik prellede imidlertid af på 'Moppers' barnebarn Stephanie med kælenavnet 'Geggo'.
»Som seer forstår jeg godt, at du gerne vil vide, hvad der er galt – men det betyder ikke, at vi ikke må holde noget for os selv. Det er VORES liv, og dermed bestemmer vi, hvor meget vi deler. Vi deler normalt ikke alt, nej. Det er noget, du føler,« har hun tidligere skrevet i et opslag på Facebook, som fortsatte:
»Men der er faktisk rigtig meget, jeg for eksempel holder for mig selv. Og det vil både jeg og Mopper have lov til, hvis vi føler for det. Det er Moppers valg, at det ikke er kommet ud endnu. Måske vælger hun i de senere afsnit af afsløre det. Det ved du jo ikke? Hvis ikke, så er det bare sådan, det er.«
Udover Mikkel og Linse Kessler efterlader 'Mopper' sig sønnen Mark Coleman. Hertil kommer de tre børnebørn og et oldebarn - 26-årige Stephanie 'Geggo' og hendes datter Alba samt Mikkels to børn, to-årige Romeo og ni måneder gamle Rosa-Lia.