Mikkel og Linse Kesslers mor, Mopper, er død. Det skriver Mikkel Kessler mandag aften på sin Facebook-side.
'Her til aften, Kl 18.25, gik vores kære, dejlige og elskede mor 'Mopper' bort, skriver Mikkel Kessler.
Mopper blev 78 år gammel. For godt et halvt år siden oplyste familien, det er kendt fra ’Familie fra Bryggen’, at 78-årige Mopper var blevet ramt af alvorlig sygdom.
Blot få minutter efter, at den triste nyhed kom frem mandag aften, begyndte reaktionerne at strømme ind på de sociale medier.
Alene på Mikkel Kesslers side på Facebook havde over 16.000 mennesker kommenteret den triste nyhed på under 50 minutter, og i skrivende stund har nyheden rundet 20.000 kommentarer og over 65.000 tilkendegivelser i form triste humørikoner og hjerter.
Tilsammen er søskendeparrets beskeder blevet delt tæt på 15.000 gange.
Og på Linse Kesslers side på Facebook havde over 22.000 kondoleret i løbet af 45 minutter. Det tal nærmer sig hastigt 30.000, ligesom over 80.000 har sendt en trist humørikon eller et hjerte afsted efter Linses statusopdatering.
På BT's Facebook-side har hundredvis af mennesker ligeledes givet udtryk for deres sorg.
Det samme har flere brugere på Twitter:
'Neeeej, Mopper. :((( Må du hvile i fred.', skriver brugeren Yasemin på Twitter:
'Hvil i fred Mopper! Bryggen vil aldrig være det samme uden dig', skriver Jeanette Olsen:
'Mine tanker går til familien, hvil i fred mopper, og tak for nogle gode udsendelser', skriver Karina Adsbøl, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti (DF):
'Nu er Mopper også død, det er ganske enkelt et stygt år dette 2016', skriver Cillian Murphy.
Udover Mikkel og Linse Kessler efterlader 'Mopper' sig sønnen Mark Coleman. Hertil kommer de tre børnebørn og et oldebarn - 26-årige Stephanie 'Geggo' og hendes datter Alba samt Mikkels to børn, to-årige Romeo og ni måneder gamle Rosa-Lia.