Mette Gjerskov voksede op med nogle genstridige pløkker i overmunden, hun lærte at tage fat hjemme på gården, og når der var bal i hallen, var det helt almindeligt, at nogen fik tæv.
I MIT FOTOALBUM fortæller socialdemokraten Mette Gjerskov om, hvordan det var at vokse op på en gård, hvor man skulle deltage i arbejdet - og om at gå til halbal med dem, der senere blev Bandidos-rockere.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Mette Gjerskov, suppleret med masser af billeder fra det private fotoalbum.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Mette Gjerskov voksede op med nogle genstridige pløkker i overmunden, hun lærte at tage fat hjemme på gården, og når der var bal i hallen, var det helt almindeligt, at nogen fik tæv.
I MIT FOTOALBUM fortæller socialdemokraten Mette Gjerskov om, hvordan det var at vokse op på en gård, hvor man skulle deltage i arbejdet - og om at gå til halbal med dem, der senere blev Bandidos-rockere.
1. Hård hud i kinderne
Her er jeg ude at lege ved møddingen. Mine tænder var min fars arv til os børn, jeg måtte have to tænder rykket ud i siderne og have bøjle på for at få skubbet dem ind, så jeg i det mindste kunne lukke munden. Problemet var, at jeg var håbløst udisciplineret, og jeg fik et nakketræk, jeg skulle ligge med om natten. Det gad jeg ikke, og det duede heller ikke med ganebøjle, fordi jeg ikke brugte den. Der var kun én ting at gøre: En fast bøjle, jernbaneskinner, det virkede, men det gjorde ondt og blødte. Jeg har stadig hård hud i kinderne. Jeg blev ikke drillet. Jeg var heller ikke særlig nem at drille. Jeg ville ikke vise dem, der drillede mig, at jeg blev ked af det. Derfor holdt de hurtigt op igen. Jeg kan heller ikke udelukke, at jeg ville have langet dem én. Jeg har været i slåskamp, men kun hvis nogle var onde mod andre.
2. Født på landsbyskolen
Her et skolebillede fra 5. klasse, fra før jeg fik bøjle. Min far Gert var kontorassistent, da jeg var barn, og min mor Louise var folkeskolelærer, de var begge fra København, og vi boede i en gammel landsbyskole i Jyllinge med lærerbolig. Jeg blev født hjemme på skolen. Det var før, Jyllinge nærmest blev en forstad til København. Dengang var det sådan en by, hvor en mand gik rundt med sin orne i byen, så folk kunne få bedækket søerne.
3. Vant til at arbejde på gården
Her planter vi selleri, og jeg skulle køre helt lige og ulideligt langsomt. En overskrift for mit liv er: Arbejde, arbejde, arbejde. Familien flyttede ud på en gård, da jeg blev seks år, og jeg var en del af bedriften. Jeg husker, da jeg gik i første klasse, hvordan jeg stod og sorterede kartofter i en karfoffeloptager, og det gav mig simpelthen mareridt om natten – så meget, at jeg ikke kom med på hyttetur med klassen. Dengang var jeg heller ikke god til at tage let på tingene. Jeg lavede også mange andre ting, f.eks. har jeg bygget mit eget hus med hjælp fra min far og brødre. Det er meget enkelt: Man tager en mursten og bagefter mørtel, og sådan fortsætter du. Familien flyttede ind på en gård fra 1780erne, hvor gulvplankerne lå direkte oven på jorden, og når man syntes, det var for koldt, hev man dem op og gravede jorden, isolerede og støbte. Sådan noget har jeg gjort hele min barndom.
4. Kunne ikke holde kæft
I min karakterbog stod: ’I øjeblikket vil jeg ikke anbefale Mette at gå ind i diplomatiet’. Den lærer kender jeg i dag, hun bor i Gundsømagle, og hun havde sikkert ret. Men hvis noget var uretfærdigt, kunne jeg ikke holde kæft. Hvis en elev f.eks. havde fået en sveder. Engang gik jeg op og klagede til inspektøren, fordi vi havde en meget uretfærdig lærer.
5. Et øje for det multikulturelle
Her er jeg fem år gammel og sammen med min søster. Måske vi allerede dér havde øje for det multikulturelle? Min far byggede selv et hus af gule mursten, mens vi boede på landsbyskolen, og mens han arbejdede i København. Da vi havde boet i huset i to år, fandt han ud af, at han ikke gad bo der alligevel – han ville have jord under neglene og mere lys og luft. Da jeg blev seks år, købte vi bondegården fra 1780.
6. Et nummer fra koncentrationslejren
Da jeg var færdig med gymnasiet, skulle jeg ikke på interrail. Jeg ville ud at se på noget socialisme – se, hvordan man lever i en kibbutz, hvor man yder efter evne og nyder efter behov. Det var sjovt, men også hårdt arbejde. Vi var en gruppe danskere, der rejste sammen. Det var sådan, at man fik lommepenge og der var fællesspisning. Vi udlændinge lå nederst i hiearkiet, og det var sin sag at stå og arbejde med nogen, som lige pludselig hev ærmet op og viste en tatovering med et nummer fra koncentrationslejren. Der var også en ung kvinde, som havde granatchok – i dag hedder det posttraumatisk stress. På den måde fik jeg lidt af historien fra Anden Verdenskrig med og fik dengang stor sympati for Israel – den er dog dalet siden. Bemærk manden i baggrunden med riflen.
7. Fredsmarch i flade sko
Da jeg blev konfirmeret, blev jeg klippet korthåret, det var meget nemmere, syntes jeg. Siden voksede det ud og blev permanentet. Jeg gik altid med Kawasaki-sko. Jeg havde dem også i forskellige farver, og engang gik jeg 25 km fredsmarch i et par flade Kawasaki’er, jeg lover dig, man får ondt i føddderne af det. Men man må jo gøre noget mod atombomber. Et helt almindeligt?gennemsnit 9. Jeg gik på amtsgymnasiet i Roskilde og fik omkring 8 – et helt almindeligt gennemsnit. Jeg lavede, hvad jeg skulle, men så heller ikke mere. Og desuden brugte jeg meget tid på arbejdet derhjemme.
8. Læderjakker og ulovlige knallerter
Jeg havde det fint med at være teenager, og min første kæreste var en fyr med læderjakke. I min kommune var det meget opdelt, i den ene ende var der dem, der kørte i deres fædres BMW og havde dynejakker på, og i den ande ende var der dem, der kørte på ulovlige knallerter og gik med læderjakker. Jeg hang nok mest ud med dem med læderjakker. De var sjovere. Og det var dem med dynejakkerne, der nikkede skaller til festerne, de var meget værre, men deres forældre vidste det ikke, fordi de så så pæne ud. Når man bor i en lille by, går alle til fester med hinanden, for der var kun én fest, og det var i hallen. Jeg gik til halfester med dem, der senere blev til Bandidos. De havde deres motorcykler udenfor og låste ikke engang deres hjelme, for ingen turde røre dem. Havde det været i dag, var vi alle blevet tvangsindlagt til at blive resocialiseret. Men dengang var det bare sådan. Nogle kom op at slås og fik nogle tæv. Og dem, der var alt for bøvlede, satte politiet ind i bilen og kørte langt væk. Så måtte de gå hjem. Det var før, man havde mobiltelefon. Jeg fik en kæreste, som havde en Puch, og landbetjenten prøvede at tage de ulovlige knallerter. Men ejerne tog bare ind til politigården og stjal dem igen. Da jeg var 13, begyndte jeg at ryge. Jeg husker, hvordan man kunne købe en pakke cigaretter for 6,45 kr. i en automat ved købmandsforretningen.
9. Et helt almindeligt gennemsnit
Jeg gik på amtsgymnasiet i Roskilde og fik omkring 8 – et helt almindeligt gennemsnit. Jeg lavede, hvad jeg skulle, men så heller ikke mere. Og desuden brugte jeg meget tid på arbejdet derhjemme.